Matematik er på mange måder det mest rationelle fag, vi har. Det handler om logik, formler og om at finde frem til det helt rigtige facit. Men vejen dertil? Den er brolagt med følelser. Faktisk i en sådan grad, at faget har fået sit helt eget begreb: matematikangst.
Det er et paradoks, som den norske matematiker, statistikprofessor, forfatter og formidler Jo Røislien kender alt for godt. Han har dedikeret en stor del af sin karriere – blandt andet gennem tv-programmet ”Siffer” – til at gøre det komplekse og abstrakte spændende, og ifølge ham er vi nødt til at genopfinde den måde, vi underviser på.
”Hvis vi vil mindske elevernes matematikangst og have dem med op ad kundskabsstigen, så skal vi ikke starte med at skrive flere ligninger på tavlen. I stedet skal vi have dem til at føle noget og aktivere et positivt fællesskab, hvor eleverne taler sammen om matematikken,” siger han.
Gør noget uventet
Når Jo Røislien underviser eller holder oplæg, kaster han ofte med "flyvende katte". Ikke rigtige katte, naturligvis, men metaforer og animationer af katte, der svæver gennem luften.
"Flyvende katte er helt perfekte til matematikundervisning. For de bevæger sig gennem luften, og der findes matematik, som beskriver, hvordan objekter bevæger sig gennem luften," forklarer Røislien. Men hvorfor lige en kat? Fordi det får eleverne til at fnise og trække på smilebåndet.
"Når jeg kaster en kat gennem luften, sker der noget uventet. Kroppen husker ting meget bedre, når vi føler noget og bliver glade, end hvis vi blot leverer abstrakte fakta. At aktivere følelserne er en vigtig nøgle til at skabe interesse og huske ting."
For Røislien handler det altså om at forstå, hvordan vi mennesker begriber verden gennem vores sanser. Vi ser, hører, rører og lugter, og når vi har gjort den samme ting mange gange, opstår der abstraktion, som gør det lettere at lære.
Hjernen vil have en fortælling
Mange tyr ofte til PowerPoint-præsentationer med lange punktopstillinger, når de skal planlægge deres undervisning. Men det er en blindgyde, mener professoren. Menneskehjernen er gennem titusinder af års evolution ikke gearet til punktlister – den er gearet til historier.
"Hjernen kan huske hvad som helst, så længe informationen har tre kendetegn: en begyndelse, en midte og en slutning," siger Røislien og uddyber:
”Der skal være en årsagskæde af hændelser. Ligesom i en klassisk helterejse, hvor der først er en introduktion til fortællingen, og så kommer der et problem – og åh nej, nu slider helten i det, og så skal vi kæmpe sammen i matematiktimen om at løse det, og til sidst opnår vi en lykkelig afslutning.”
Selv svære discipliner som algebra kan og bør tænkes ind i denne struktur, mener Røislien.
”Det handler ikke om, at hvert eneste minuts brøkregning skal være dramatisk, men om at anslaget i timen skal give eleven lyst til at tage med på rejsen.”
Fra slalom-Ole til robotter
Et af Jo Røisliens vigtigste budskaber til lærere og matematikvejledere er, at undervisningen skal være ekstremt tæt på modtagerens virkelighed for at nå fra underviserens hoved til elevens. Han illustrerer det med et eksempel fra en kollega i Trondheim, der underviste ingeniørstuderende i statistik.
Kollegaen brugte oprindeligt et velkendt norsk hverdagseksempel med lille Ole på syv år, som kører slalom og står i kø ved liften. Men opdagede, at de voksne studerende hadede det; de fandt det barnagtigt. Kollegaen skiftede derefter eksemplet ud med en lokal historie om verdens første robot, der malede biler. Matematikken og statistikken bag var præcis den samme, men nu elskede de studerende det.
"Vi skal være utrolig præcise med at finde ud af, hvad der er relevant for den specifikke målgruppe. Det, der er relevant for en 12-årig i dag, er ikke det samme, som var relevant for tre år siden, eller som vil være det om tre år. Vi skal turde spørge eleverne, hvad der optager dem, og koble matematikken dertil – uanset om det er gaming, fodbold eller noget helt tredje,” påpeger Røislien.
Lad læringen ske i fællesskab
Jo Røislien anerkender fuldt ud, at en undervisning baseret på tillid, følelser, fortælling og kreativitet kan kollidere med faste fagplaner og stramme rammer for nationale tests. Men han opfordrer alligevel til et "lille oprør nedefra".
"Vi tænker ofte alt for standardiseret om undervisning. Men lærere er forskellige, og klasserum er forskellige. Der er mange måder at nå i mål på inden eksamen i juni," afslutter han og uddyber:
”Mennesker er sociale væsener. Vi kan lide at være sammen og gøre ting i fællesskab – og det skal vi udnytte meget bedre, når vi underviser i matematik. I dag placerer vi eleverne ved hvert sit skrivebord, hvor de keder sig og sidder alene med frygten for at regne forkert. Vi skal hellere gøre timerne til en fælles, narrativ rejse. Det giver en meget bedre grundlæggende følelse for faget.”
Derfor råder han til, at du næste gang, du står foran din klasse, spørger dig selv: Hvad er fortællingens begyndelse, midte og slutning i dag? Og har vi husket at tage de flyvende katte med? Det kan hjælpe med at engagere dine elever – og også nå dem på bagerste række.
