Gå til hovedindhold

Algebra: En nøgle til dybere matematikforståelse

Evnen til at forstå mønstre, sammenhænge og abstrakte begreber hører alt sammen under algebra – og med en tidlig indsats og et vedvarende fokus kan du bane vej for dine elevers videre succes i matematik og naturfag. Matematikvejleder Martin Lorentsen forklarer hvorfor, og hvordan du gør.  

Algebra - Martin Lorentsen

Q1: Hvorfor skal der arbejdes med algebra gennem hele skoleforløbet?  
A1: ”Når vi ser på elevernes resultater i prøverne, ser vi, at en af de største udfordringer er opgaver, der handler om algebra, og at det spænder ben for deres forståelse af matematik som helhed. Vi bør derfor arbejde meget mere for at styrke deres algebraiske tænkning gennem hele skoleforløbet. Det handler om konstant at udvide det fagområde, de arbejder med, og koble algebraisk tænkning på, så vi sikrer en rød tråd og åbner elevernes horisont gradvist op.” 

Q2: Hvorfor er algebra så afgørende for elevers matematikforståelse? 
A2: ”Algebra er et vigtigt bindeled mellem det grundlæggende og det mere komplekse. Det introducerer eleverne til at arbejde med symboler og variable i stedet for kun konkrete tal, og det udvikler deres evne til at generalisere og se mønstre, som er en kernekompetence i matematik.”

Luk
Hvad handler algebra i indskolingen om?
  • At opdage mønstre og sammenhænge gennem eksempler
  • Introduktion til symbolske repræsentationer med konkreter og kendt indhold 

Q3: Hvordan bør den matematiske rejse se ud for eleverne? 
A3: ”I de første år skal eleverne gå fra at regne med konkrete ting, som fx æbler, til at forstå abstrakte tal og metoder for dernæst at regne med flere slags tal. Det vil sige fra de naturlige tal (1, 2, 3) og videre til de rationale tal (brøker og decimaltal) for til slut at se på de reelle tal. Og endelig skal de på de ældste klassetrin gå fra at udvikle metoder til beregning til at anvende variable og algebraiske udtryk.”

Luk
Hvad handler algebra på mellemtrinnet om?
  • At løse simple ligninger fra konkrete problemer
  • At finde og beskrive mønstre ved variable og generaliserede sammenhænge
  • At oversætte mellem forskellige repræsentationer som fx tabel, raf, ligning og beskrivelser med ord 

Q4: Hvor meget bør algebra fylde i matematikundervisningen? 
A4: “Algebraisk tænkning behøver nødvendigvis ikke fylde særlig meget i den daglige undervisning, men det må gerne være det ekstra pift, man som lærer tilføjer. Arbejdet med lige og ulige tal i indskolingen kan hurtigt blive et arbejde med algebra, når man dykker ned i mønsteret og forudsigelsen af det næste tal. 

Luk
Hvad handler algebra i udskolingen om?
  • At bruge og manipulere algebraiske udtryk som fx ligninger og funktioner
  • At anvende algebra til løsning af praktiske problemstillinger
  • At forklare og begrunde resultater ved at bruge algebra. Det kan fx være i forbindelse med en undersøgelse eller et bevis. 

I 1. klasse brugte vi fx numicon-brikker (hulbrikker), og en elev fik lov at sætte alle de ulige sammen og fandt ud af, at hvis bare der var et lige antal brikker, så blev tallet lige. Eleven laver her en tidlig form for generalisering. Jo højere klassetrin, jo mere tid bør der bruges på algebraisk tænkning, og algebra har her også sine egne forløb.” 

Q5: Hvilke fordele giver en stærk algebraisk forståelse? 
A5: ”Hvis man starter fokus på algebra tidligt i undervisningen og bruger det gennem hele skoleforløbet, så vil eleverne løbende opbygge en stærkere forståelse af matematik. Det giver dem en vigtig nøgle til deres videre forståelse af både matematik og naturfag.” 

Q6: Hvad kan man gøre på tværs af skolen for at styrke elevernes algebraiske forståelse? 
A6: ”Det er et oplagt emne at tage med på et fagteammøde. Det vil derfor være en god idé, at fagteamet udarbejder en plan for udførelse og evaluering af afprøvede algebraaktiviteter i undervisningen. Dette, synes jeg, er helt afgørende for at skabe en nysgerrighed og eventuel forandring på tværs af skolen. ”  

Q7: Hvad er dit bedste fif til algebra-undervisning? 
A7: ” Særligt i indskolingen har mange elever typisk svært ved at forstå generaliseringer, men min erfaring er, at jo mere vedholdende vi som lærere er, jo mere fortrolige bliver de med det. Derudover kræver det tid og tålmodighed at lære eleverne at konkretisere deres undersøgelser gennem tegninger og tabeller.”

 

Blå bog

Hvem er Martin Lorentsen?

Matematiklærer og vejleder gennem 12 år, heraf 6 år på Tømmerup Skole, der ligger i Kalundborg Kommune. Interesserer sig særligt for at gøre matematikundervisning mere virkelighedsnær, relaterbar og lettere optagelig.  

Han er forfatter til fokusområderne Algebraisk robusthed og Matematikværktøjskassen i Matematikvejledernes Portal. 

Matematik vejlederportal

Matematikvejledernes portal

Find ressourcer, præsentationer og aktiviteter til at forbedre matematikundervisningen på din skole. Vores nye portal er fyldt med godt indhold, som let kan implementeres i fagteamet og i den daglige vejledning.