Fire hold forfattere kunne torsdag løfte hver deres trofæ, som vindere af L&R Uddannelses Lærermiddelprisen 2021. Prisen uddeles til undervisningsmaterialer, der skiller sig ud med kvalitet, nytænkning og aktualitet.
Forlagsdirektør Rikke Bay fra forlaget Alinea overrakte prisen til de tre forfattere bag matematiksystemet ”Reflex”. Og begrundelsen lyder:
”At udvikle et grundsystem fra scratch er en kraftpræstation i sig selv. Men også at gøre undersøgende matematik tilgængeligt og i øjenhøjde med både børn og lærere er lidt af en bedrift”.
Forfatterne, Dorte Vestergaard Hansen, Anne-Christine Weber og Marie Proschowsky, har arbejdet intensivt på et deres grundsystem til indskolingen, og har blandt andet lagt vægt på en undersøgende og reflekterende tilgang, hvor eleverne arbejder med selv at afprøve løsninger, lære af hinanden og øve sig i at bruge sproget i matematik.
Gaming på skemaet
Prisen for årets mest aktuelle læremiddel går til Center for Ludomani, som i samarbejde med Alinea har lavet det digitale undervisningsforløb ”Gaming og gambling”. Det er gratis tilgængeligt på platformen Forstå.dk og handler om de positive sider ved gaming. Men også om gråzonerne, hvor børn og unge kan blive fristet til at gå ind i pengespil.
Undervisningsforløbet får følgende ord med på vejen:
”Gaming og gambling er et stærkt materiale, der rammer ned i en aktuel problematik i klasseværelserne. Materialet er i den grad blevet anvendt i klasserne og var med til at sætte gaming og gambling på dagsorden i de danske medier.”
Dorte Vestergaard Hansen, Anne-Christine Weber og Marie Proschowsky vandt prisen for årets mest innovative læremiddel for ”Reflex”, et matematiksystem til indskolingen.
Engageret og ambitiøs
Mette-Maria Rydén tager prisen for årets mest visionære læremiddel. ”Læs og skriv” er udgivet på Akademisk forlag og hjælper lærerne i arbejdet med elevernes fagsproglige udvikling.
”Mette-Maria Rydén er en fantastisk engageret og ambitiøs læsekonsulent, som virkelig brænder for at gøre en forskel for eleverne. Og hun er lykkedes med at lave en bog, der reelt formår at støtte lærere i deres arbejde med at få alle elever ind i en mærkbar udvikling”, siger forlagsredaktør Lene Kamuk, som begrundelse for prisen.
Vinderne for årets modigste læremiddel var Katri Bûgel Jørgensen og Louise Torp-Pedersen Jensen, forfatterne til ”Latin – her og nu” fra forlaget Praxis.
”Latin – her og nu” tør gøre op med undervisningstraditionen i et fag med mange år på bagen og bringe den moderne verden ind i latinfaget.
Vindere af L&R Uddannelses Læremiddelprisen 2021
- Årets mest innovative læremiddel: Dorte Vestergaard Hansen, Anne-Christine Weber og Marie Proschowsky for ”Reflex”, et matematiksystem til indskolingen. Udgivet på forlaget Alinea.
- Årets mest aktuelle læremiddel: Center for Ludomani for ”Gaming og gambling”, som er gratis tilgængeligt på Forstå.dk.
- Årets mest visionære læremiddel: Mette-Marie Rydén for ”Læs og Skriv”. Udgivet på Akademisk forlag.
- Årets modigste læremiddel: Katri Bûgel Jørgensen og Louise Torp-Pedersen Jensen er forfatterne til ”Latin – her og nu”. Udgivet på forlaget Praxis.