Gå til hovedindhold

Hvordan gør du årsplanen meningsfuld for dine elever?

Illustration af Marie Boye

Mange af os tænker slet ikke over, at det er en ide at præsentere vores elever for årsplanen.

Men det er vigtigt at gøre det, fortæller Salli Kirstine Ravn, som er lærer og som ofte trykker årsplanen som en lille folder med overskrifter og formål, og med billeder af de bøger og film, som klassen skal møde det kommende år.

Vis eleverne, at der er en plan for, hvad de skal lære, hvorfor de skal lære det, og hvordan indholdet skal læres.

Og gør meget gerne planen visuel.

”Det at give dem noget i hænderne, som de kan se, virker godt. Man kan selvfølgelig også finde andre måder at gøre årsplanen synlig for dem på – men det med plancher i klasseværelset, har jeg prøvet. Det duer ikke for mig. Det bliver bare til ”vægpynt,” som eleverne hurtigt glemmer at se på,” fortæller Salli Kirstine Ravn.

Det gode ved en fysisk folder er, at man kan bede eleverne tage den frem og se: hvad har vi været igennem, og hvad skal vi lave næste gang?

RUSK OP I REFLEKSIONERNE
Salli Kirstine Ravn kunne også godt tænke sig at udvide folderen med refleksionsspørgsmål – for at få eleverne til at tænke med fagligt.

”Det kunne være: ’Når du skal lære om gys, hvad tænker du så? Og hvad kunne du godt tænke dig, at vi arbejdede med?’”

”Det ville være en måde at give eleverne ejerskab til stoffet. Hvad kunne de tænke sig at blive klogere på?

Og når du præsenterer årsplanen for eleverne ved skolestart, så få eleverne til at ’hurtig-skrive’ 3-10 linjer ud for hvert tema for året, for eksempel ved forløbet om Ronja Røverdatter: ’Skriv alt hvad du ved om Ronja Røverdatter.’ På den måde kommer eleverne på banen og får en god fornemmelse af, hvad de skal arbejde med i løbet af skoleåret.

”Og som lærer får du indsigt i, hvor meget eller hvor lidt eleverne ved om emnet,” slutter Salli Kirstine Ravn.

Definition: En årsplan for et fag er en plan over de forløb undervisningen skal bestå af med beskrivelser af faglige mål, hovedtræk af indhold og evaluering. Desuden noget om materialer og særlige arrangementer i de forskellige forløb. Kilde: Lektor, ph.d. Bodil Nielsen.

Blå bog

salli_aarsplaner.png
Salli Kirstine Ravn

Salli Kirstine Ravn er lærer på Lærkeskolen i Ølstykke, hvor hun underviser i dansk, historie, kristendom og billedkunst.

Hun er uddannet fra Professionshøjskolen Metropol – Institut for skole og læring i 2014 og har også en BA i Pædagogik og uddannelsesstudier samt Psykologi fra Roskilde Universitet fra 2010.

Salli Kirstine Ravn skrev samme med Line Bay-Madsen professionsbachelorprojektet: ’Årsplaner – Når bunken af papirer bliver en kvalitet i sig selv’ i 2014