Gå til hovedindhold

Eleverne vil forstå den verden, de er en del af

En ny Forstå.Viden-undersøgelse giver indblik i, hvad de danske grundskoleelever ønsker at lære mere om. Sygdom, krig og kriser er nogle af de emner, som fylder hos eleverne. Men de peger også på vigtigheden af at lære at fungere i et samfund og fællesskab, inden man bliver voksen.

skaermbillede_2023-05-03_kl._10.29.40.png
Mikkel Henssel

Igen i år har Forstå sammen med Epinion stukket fingeren i jorden. For hvordan står det egentlig til ude hos eleverne? Forstå.Viden-undersøgelsen er en temperaturmåling på elevernes interesser og ønsker til undervisningen. Engagementchef Christian Engel Brund er ansvarlig for Forstå.dk, og han har med iver taget et blik på årets resultater.

“Undersøgelsen viser, at eleverne generelt er glade for at gå i skole. Det, de lærer, kan de bruge til noget. Det synes jeg, er en rigtig god og vigtig platform at stå på,” fortæller Christian Engel Brund og fortsætter:
“Vi kan også se, at eleverne stadig gerne vil have indflydelse på, hvad de bliver undervist i. Det viser, at de faktisk gerne vil skolen.”

71 % af eleverne er enige i udsagnet: Det, jeg lærer i skolen, kan jeg bruge til noget

66 % af eleverne er enige i udsagnet: Jeg synes, det er spændende at gå i skole

Eleverne søger forståelse om verden og samfund
55 % af eleverne vil gerne lære mere om, hvad der sker i verden uden for skolen. Især eleverne i udskolingen. Her efterspørger 7 ud af 10 elever, at undervisningen bliver endnu mere virkelighedsnær.

“Der er en stor del af eleverne, som gerne vil have mere virkelighed ind i undervisningen. Især i udskolingen. Hvis man dykker nærmere ned i data, så kan man også se, at 28 % af eleverne i udskolingen er uenige i, at de lærer om interessante emner,” siger Christian Engel Brund.

53 % af eleverne svarer, at den virkelighedsnære undervisning er mere spændende. Specifikt udskolingen siger, at emner om verden uden for skolen gør det nemmere at forstå, hvad de skal bruge det til ude i virkeligheden.

“Eleverne vil gerne vide mere om den verden, som de er en del af. Der er Forstå.Viden et rigtig godt pejlemærke for, hvilke emner de finder interessante,” fortæller Christian Engel Brund.

Krig, krise og corona
Forstå.Viden-undersøgelsen fra 2021 viste, at corona var en af de ting, som optog eleverne meget. Her sagde hver femte elev, at hvis de havde en tryllestav og kunne ønske én ting, så ville de bruge ønsket på at fjerne sygdom. De fleste elever nævnte specifikt corona, men enkelte fremhævede også kræft og andre dødelige sygdomme.

2022 har især været præget af krigen i Ukraine samt den økonomiske krise, og det kan også ses i elevernes besvarelser i årets undersøgelse.

“Knap en tredjedel af eleverne vil trylle krig væk og sikre fred i verden. Mange nævner krigen i Ukraine, men enkelte nævner også terror og atombomber. Spørgsmålet er stillet som et åbent spørgsmål, hvor eleverne svarer i fritekst. Så vi får svaret fra elevernes top of mind,” fortæller Christian Brund og uddyber:
“De er meget optaget af, hvad der sker i deres omverden. Nogle elever nævner også, at de bekymrer sig for deres forældres økonomi. Emnerne fylder lige så meget hos børn som hos voksne.”

Hvis du havde en tryllestav og kunne ønske én ting for at gøre verden til et bedre sted, hvad skulle det så være? 

Stoppe krig og sikre fred: 28 % 

Bekæmpe fattigdom: 11 % 

Passe på klimaet og miljøet: 7 % 

Læren om fællesskab og sammenhængskraft
Kenneth Blichfeldt Andersen er redaktør i kulturfagsredaktionen hos Alinea. Han har også taget et kig på resultaterne af den nye Forstå.Viden-undersøgelse.

Han bider især mærke i, at eleverne gerne vil lære, hvordan man klarer sig selv, inden man bliver voksen. Hvor indskolingen fx gerne vil lære, hvordan man opfører sig over for hinanden, ønsker udskolingen fokus på, hvordan samfund og demokrati fungerer.

“Det er vigtigt, at vi lærer eleverne om de store og små fællesskaber. Det giver dem en fællesskabsfølelse, og de lærer samtidig, at fællesskabet kræver noget af det enkelte individ,” forklarer Kenneth Blichfeldt Andersen.

Mange skoler underviser allerede i en eller anden form for medborgerskab. Det kan fx være demokratifag, livsoplysning, livsduelighed eller andet.

Top 3 over emner, som eleverne vil lære mere om. 

1: Om gaming, sociale medier eller digital sikkerhed (39 %) 

2: Hvordan vi opfører os over for hinanden (37 %) 

3: Hvordan vi får en bedre verden (36 %) 

“Det er vigtigt, at eleverne lærer om demokrati og rettigheder – også fordi det ikke er en selvfølge i mange lande. Det er endda også i lande tæt på os, at borgerne mister rettigheder. Det gør det endnu vigtigere, at eleverne er uddannet i det,” fortæller Kenneth Blichfeldt Andersen.

Samfundet er ikke sort-hvidt
Alinea udgiver i år en række medborgerskabsforløb, som taler ind i elevernes ønske om at lære, hvad de små og store fællesskaber er. Nogle forløb er allerede udgivet, og andre er på vej.

Der er forløb til både indskoling, mellemtrin og udskoling. Indskolingen skal især lære om at være en del af mindre fællesskaber som fx klassefællesskab. For mellemtrin og udskoling vokser størrelsen på fællesskaberne, hvor de fx skal arbejde med trafik, natur, samfund og demokrati.

“Medborgerskabsforløbene lærer eleverne, at samfundet ikke er sort-hvidt. Det er nødvendigt i en ver- den som vores, hvor alt hurtigt kan blive polariseret. Debatten er – især på sociale medier – kendetegnet ved en hård tone og manglende forståelse for modparten,” forklarer Kenneth Blichfeldt Andersen.

Alle forløb er lavet under den paraply, at samfundet er et fællesskab, hvor der indgår en masse mindre fællesskaber. Målet er, at eleverne skal kunne anskue emner fra forskellige vinkler og artikulere deres forståelse og holdninger til andre omkring dem.

“Vi vil gerne give eleverne det perspektiv, at selvom deres eget ø-fællesskab har ét perspektiv, så har de andre ikke altid det samme. De tænker og ser måske problematikkerne anderledes. Der er ikke altid én løsning, som passer alle, og det skal de lære at begå sig i,” fortæller Kenneth Blichfeldt Andersen og tilføjer:

“Eleverne arbejder med sammenhængskraften i samfundet, og de vurderer, hvad det betyder, når sammenhængskraften stækkes, fx når vi føler os mindre trygge eller ikke har tillid til hinanden. Vores samfund og fællesskab er bygget på tillid, fordi vi spiller efter de samme spilleregler. Og de spilleregler skal eleverne lære.”

kampagnefelt_lmo_forsta.jpg

Forstå.Viden 2023

Dyk ned i hele Forstå.Viden-undersøgelsen 2023 på Forstå.dk. Der finder du masser af gratis forløb til din undervisning. Find fx forløbene Krig og medmenneskelighed, Sammen på nettet og LEGO Build the Change, som behandler nogle af de emner, eleverne efterspørger!