Pernille Mühlbach griber en sort pen og bøjer sig ind over et lille lysbord. Hun sætter pennen på papiret og begynder at trække streger op, indtil Mads begynder at titte frem: Dér er det korte, plyssede hår. Så liver øjnene op. Og så kommer fregnerne og den glade mund, hvor et par af mælketænderne mangler. Pennen glider videre ned til træningstrøjen, og snart efter er drengen fra 0. klasse klar til at skrive tal og tælle alt fra bolde til pizzaer. På bordet ved siden af ligger hans veninde Line og deres klassekammerater, hvis hår og tøj allerede er farvelagt. Sammen er de to børn de gennemgående figurer i matematiksystemet Format til 0.-3. klasse.
At lave en matematikbog handler nemlig ikke kun om regnestykker og geometriopgaver – bøgerne skal med hjælp fra tegninger og grafik både byde eleverne velkommen i tallenes verden og understøtte forståelsen af faget.
Pernille Mühlbach
“Vi har fra starten lagt stor vægt på at skabe et realistisk univers, hvor der både er forskellige etniciteter og en tøjstil, som børnene kan kende, så det ikke bliver klicheer fra vores egen skoletid,” forklarer illustrator Pernille Mühlbach. At lave en matematikbog handler nemlig ikke kun om regnestykker og geometriopgaver – bøgerne skal med hjælp fra tegninger og grafik både byde eleverne velkommen i tallenes verden og understøtte forståelsen af faget. Det er det, som Pernille Mühlbach arbejder sammen med grafiker Henriette Andresen om at skabe.
På den anden side af bordet sidder Henriette Andresen og jonglerer med både tal og geometriske former, der skal finde en endelig plads på siderne i det træningshæfte til børnehaveklasselever, de to er i gang med i øjeblikket. “Vi får tit at vide fra voksne og store børn, at bøgerne er federe end det, de havde, fordi der er knald på farverne, og fordi Pernilles tegninger er så pragtfuldt goofy,” tilføjer hun.
FLETNINGER OG MANGLENDE BISSER
Det kan der være noget om. Kigger man nærmere på Mads, Line og deres venner, forandrer de sig fra årgang til årgang. Manglende bisser vokser frem, fletninger afløses af velovervejede frisurer, og det er let at se, at børnene begynder at tænke over, hvad de har på. “De bliver på en måde lidt mere kiksede, når de bliver ældre, men jeg synes godt, man kan være mere humoristisk med teenagere,” forklarer Pernille Mühlbach.
Der er dog grænser for udfoldelserne i en matematikbog, og de er mere snævre, end når de to kreative hjerner kaster sig over undervisningsmateriale til dansk, engelsk eller tysk. I bøger til sprogfagene er tegningerne ofte mere løse i stregen, og der leges mere med grafikken, men i matematik er det nødvendigt at være langt mere stringent.
Børnene skal hurtigt kunne afkode siden, så de ved, hvad de skal bruge for at løse en opgave.
Henriette Andresen
“Børnene skal hurtigt kunne afkode siden, så de ved, hvad de skal bruge for at løse en opgave, og derfor er det fx en dårlig idé, hvis en opgave er delt i to spalter eller fortsætter fra side 1 til side 2,” bemærker Henriette Andresen.
Hun viser en side på computerskærmen, hvor man nemt kan se, at opgaverne er tydeligt adskilte, og at hver af dem når helt ud til marginerne – dermed risikerer eleverne ikke at blande flere opgaver sammen. Samtidig er hvert kapitel tildelt en farve, som går igen, indtil emnet skifter til en ny disciplin. Tegninger og grafik skal vise børnene ind i matematikken, men de må ikke distrahere dem fra det vigtige – at lære tallenes verden at kende. Det gælder om at få både indhold og udtryk til at hænge sammen på den bedste måde, og i den forbindelse arbejder Henriette Andresen og Pernille Mühlbach tæt sammen med både forfattere og redaktører. “Vi ville alle samen rigtig meget i begyndelsen af projektet, men det kan ikke lade sig gøre alt sammen,” siger Pernille Mühlbach.
HAR BØRN OG LÆRERE I TANKERNE
De to kvinder husker især en idé, hvor syv børn på samme side hver især skulle have en taleboble, men det viste sig hurtigt, at der ikke var plads, og at teksten ville forvirre børnene mere, end den ville gavne. Jo yngre børnene er, jo mindre tekst er der i bøgerne – og omvendt. “I det hele taget har vi arbejdet meget med at prioritere det, der skal med på siderne, og det har netop bidraget til det mere enkle og stringente udtryk, vi er nået frem til,” forklarer Henriette Andresen.
Både hun og Pernille Mühlbach har ofte skolebørnene og deres lærere i tankerne, når de arbejder, så de ikke risikerer at vende tilbage til dengang, de selv gik i skole, hvor alt fra mode og frisurer til forholdet mellem elever og lærere var helt anderledes. “Jeg ser på mine egne børn og tænker på, hvordan de var, da de gik i 1. eller 2. klasse, og så har jeg flere gange droppet lærere i kassebukser og lilla ble om håret – den verden ville børnene jo ikke kunne genkende,” forklarer Pernille Mühlbach.
For Henriette Andresen er prioritering det vigtigste, og det kan sagtens være helt lavpraktisk, for hvor meget plads skal en elev i 1. klasse have til at skrive en række tal sammenlignet med en, der går i 6. klasse? Og hvordan skal en figur placeres, så der ikke er nogen tvivl om antallet af fx balloner, hvis eleverne skal tælle dem eller fordele dem mellem Mads og Line?
“Nogle gange er der faktisk også opgaver, som jeg ikke forstår, og det siger jeg altid til forfatterne og redaktøren, for det har stor betydning for både illustrationer og grafik,” tilføjer hun.
DET GIVER MENING
På skærmen foran Henriette Andresen kigger flere blå fisk med store øjne ud i kontoret. Hun scroller ned og flytter rundt på en række tal på racerbiler i forskellige farver. Oprindeligt var bilerne der ikke, men hun syntes, det blev for trist, hvis tallene stod alene, og i den konkrete opgave ville de farvestrålene racere ikke forstyrre læringen. Og det er netop læringen, der gør, at de begrænsninger, matematikken fører med sig for illustrator og grafiker, ikke føles som snærende.
Jeg sendte en del af de ting, jeg har lavet, til en anden kunde, der fik øje på Mads og Line og udbrød: ‘Dem kender jeg!’ Det er sjovt på den måde at blive en del af børnene og deres forældres verden.
Henriette Andresen
“For mig giver det mening at lave undervisningsmaterialer – meget mere end at lave fx reklamer,” siger Henriette Andresen. Hendes samarbejdspartner er enig, og hun har endda oplevet, at andre kunder har stiftet bekendtskab med universet fra Format. “Jeg sendte en del af de ting, jeg har lavet, til en anden kunde, der fik øje på Mads og Line og udbrød: ‘Dem kender jeg!’ Det er sjovt på den måde at blive en del af børnene og deres forældres verden,” siger hun.
I dag mestrer de balancen mellem de glade farver og de goofy karakterer på den ene side og matematikkens stringente sprog og grafik på den anden i samarbejdet med forfattere og redaktører, og de er endda lidt vemodige over, at serien snart er færdig. Blot er der en enkelt detalje, de gerne ville have lidt mere frie hænder over.
“Jeg kunne godt tænke mig at lave læreren mere goofy, men det har redaktøren bedt om at få lavet om,” fortæller Pernille Mühlbach og tænker højt: “Det kunne ellers være sjovt med sådan en type som ham musiklæreren fra ‘Terkel i knibe’!”
“Arne Nougatgren!” tilføjer Henriette Andresen og griner endnu højere. Der bliver stille på kontoret et øjeblik, mens de to forestiller sig hver sin lærer – måske dukker han op i en af de sidste bøger, der snart skal være færdig …?
Blå bog
