Gå til hovedindhold

Invitér eleverne ind

Undersøgelser i matematiktimerne skal være virkelighedsnære og fange eleverne. Det mener matematikredaktør og medforfatter til grund­systemet MAT 10, Jakob Thomsen.

qandaartikelfinal.jpg

Hvad mener du, undersøgende matematik kan?
Hvis man bruger undersøgelser aktivt som et led i at gøre undervisningen fængende, åben og favnende, har det uden tvivl sin berettigelse. I mit tidligere job som lærer i 10. klasse har jeg mødt mange elever, som har mistet deres faglige selvtillid. I stedet har de skabt et narrativ om, at de ikke kan finde ud af matematik og aldrig kommer til at lære det. Når eleverne selv kan påvirke den matematik, der skal foregå, får de pludselig mulighed for at komme på banen på en ny måde. Det er her, jeg bruger den undersøgende tilgang til matematik. Hvis jeg siger til en elev “Du var rigtig godt med i dag”, bliver jeg overraskende tit mødt af svar som “Jamen det er jo ikke rigtig matematik”. Men det er det. Det kan stadig komme bag på mig, at eleverne ofte opfatter matematik som klassiske regneopgaver. Undersøgende matematik kan være med til at nedbryde den fortælling, nogle elever har om sig selv og om faget.

Hvad er undersøgende matematik for dig?
For mig handler det om lærerens tilgang til undervisningen. Pythagoras er jo stadig Pythagoras. Men det er min opgave at gøre matematikken åben og fange elevernes nysgerrighed i forhold til, hvad vi gerne vil undersøge. Hvad er det åbne i undersøgelsen? Er det metoderne? Er det resultatet? Det kan godt være, der kun er ét rigtigt svar, men det er eleverne, der skal eksperimentere eller undersøge sig frem til det.

Luk
En undersøgelse behøver ikke tage mere end 20 minutter

Savner du ny inspiration til matematiske undersøgelser, som du nemt kan give dig i kast med? Matematikredaktør og MAT 10­-forfatter Jakob Thomsen har to konkrete undersøgelser til din under­visning. De har en lav indgangstærskel, er lette at gå til, og dine elever vil elske dem.

Se undersøgelsen her

Hvad kan en god undersøgelse?
En god undersøgelse har flere lag, mulighed for variation og udfordrer elevernes faglige niveau. Den skal også kunne favne bredt, hvad angår elevernes kompetencer, og give læreren mulighed for at skabe et rum, hvor alle kan være med. Nogle elever kan helt naturligt tænke logisk og se sammenhænge i matematikken, mens andre skal hjælpes på vej. Så er der nogle elever, som virkelig kommer på banen, når de får lov til at sidde med papir i hånden som en del af opgaven, mens andre knap nok kan holde på en saks eller klippe lige. Det kan frustrere og ødelægge undersøgelsen for nogle og for andre give en kæmpestor glæde at få lov til at se og mærke matematikken. En god undersøgelse gør nemlig, at alle elever – uanset faglige styrker og svag- heder – kommer på banen.

Hvad er det vigtigste at huske, når lærere giver sig i kast med undersøgelser?
Du skal vide, hvilke faglige pointer der er i fokus. Der kan være rigtig mange elementer, som kommer i spil i løbet af timen. Selvfølgelig skal du være åben for elevernes inputs, men et eller andet sted skal du have gjort dig det klart, hvilke problemstillinger eleverne skal have besvaret, når timen slutter. Og inden den gør det, er det vigtigt at afsætte tid til at tale med eleverne om, hvad de tager med sig fra timen. Eleverne vil uden tvivl føle, de har været med, når der bliver sat ord på, at det lige præcis var dét her, de skulle lære i dag. Når de går ud med den følelse, har timen været en succes.

MAT 10 grafik
Grundsystem | 10. klasse

MAT 10

MAT 10 er et grundsystem til matematik i 10. klasse, som er målrettet elevgrupper med stor faglig spredning. Eleverne arbejder undersøgende, samarbejder og giver hinanden feedback – og så støttes de løbende i at udarbejde redegørelser til prøven.