Du må gerne lave en scene

"The human mind is a story processor, not a logic processor.” Citatet er af den amerikanske socialpsykolog Jonathan Haidt. Og det er et citat, som Mads Kofod, forlagsredaktør hos Alinea, hiver frem, når det handler om iscene­sættelse i matematik. Netop iscenesættelsen er ofte overskriften, når han arbejder med matematik. Både tidligere som matematik­lærer og nu som forlagsredaktør.

“Der er stort potentiale for læring gen­nem den gode fortælling og iscenesættelse. Eleverne bliver suget ind i fortællingen og giver lettere slip på deres elevrolle. Der kommer noget andet på spil,” fortæller Mads Kofod.

Undersøgende matematik bliver typisk delt op i tre faser, hvor iscenesættelse er den første. Det er her, du introducerer, rammesætter og skaber et afsæt til opgaven for eleven. Mulig­hederne er mange. Du kan fx iscenesætte ved hjælp af en god historie, lyd eller artefakter, forklarer Mads Kofod.

Ram dem, hvis hjerte ikke banker for matematik
Når du iscenesætter matematikken på en anden måde end den traditionelle opgavefor­mulering, er der gode chancer for, at det åbner opgaven for flere elever. Det skaber motivati­on og en følelse af ejerskab for opgaven.

“Hvis du nogle gange lægger den traditionelle tilgang til side og sigter efter en sjov og ander ledes ramme, kan du nå de elever, hvis hjerte måske ikke banker for matematik,” fortæller Mads Kofod.

For en lærer er det nemt at forklare mate­matikken fagligt, men det skal også oversættes til et hverdagssprog, som eleverne forstår. Det kan iscenesættelsen hjælpe med. Matematik skal ikke bare handle om at løse opgaver i bogen. Matematik er overalt, og det vil eleverne hur­tigt opdage, hvis den rette scene bliver sat.

“Enhver, der har fortalt historier til sine elever, har set, hvad det gør. Der kommer noget andet på spil, end at de bare skal lave en side færdig og gøre læreren glad. De bliver suget ind i historien,” siger Mads Kofod.

Stort og småt kan være lige godt
Selv om der er mange måder at skabe iscene­sættelse, behøver du ikke altid at slå et stort brød op. Den mindre iscenesættelse kan også gøre det, pointerer Mads Kofod. Det kan fx være, at du blot tager noget med ind i klassen. Det kan være alt fra trælister til vandkander, hvor eleverne skal undersøge længder eller rumfang. En historie fra et eventyr kan også skabe en ramme, eller måske en avisartikel kan være udgangspunktet. Så længe det skaber en ramme og et afsæt for elevernes under­søgende arbejde.

“Iscenesættelse kan være noget nemt og hurtigt, men det kan også være noget, der tager tid, hvis du fx skal finde på et univers, hvor undersøgelsen indgår,” siger Mads Kofod og fortsætter: “Jeg har arbejdet meget med fortællinger. Og så har jeg især arbejdet med lyd som iscenesættelse, hvor lydeffekter og underlægningsmusik skaber en dragende stemning.”

Men du skal ikke nødvendigvis skabe iscene­sættelser i alle timer, hver eneste dag, for­tæller Mads Kofod. Det er vigtigt, at du fra gang til gang vurderer, om det underbygger opgaven eller ej. Det skal give mening i forhold til tid, planlægning og elevernes arbejde. Effekten af iscenesættelsen kan også gå tabt, hvis det bliver brugt for hyppigt. Hvis det bliver et hverdags­element, bliver eleverne mindre modtagelige.

Men der er mange gevinster at hente. Også for dig selv som lærer. Du bliver selv skarp på detaljerne i opgaveforklaringen og får udbyg­get værktøjskassen. Du vil helt sikkert opdage nye sider af faget, når du laver en scene, slår Mads Kofod fast.