Gå til hovedindhold

Og du levede lykkeligt …

Et forkert skridt kan få fatale følger. Kenneth Bøgh Andersen er aktuel med en ny labyrintbog, hvor læseren selv er helten og kan påvirke handlingen med sine valg undervejs. 

grafik-til-nyhed.png
  • Titlen på din nye bog er “Og du levede lykkeligt til dine dages ende”. Hvad kan læseren forvente?

Det er en leg med eventyr- og fantasygenren. Det spiller på, at det ikke altid er så nemt at være helten i et eventyr. Det handler om en bondedreng, som skal ud at redde prinsessen, men i modsætning til eventyrene kan historien ende meget hurtigt.

  • Hvad kan en labyrintbog?

I en almindelig bog er handlingen statisk. I en labyrintbog er den lagt i hænderne på læseren. Historien forgrener sig, alt efter hvilke valg man træffer undervejs. Jeg tror, det kan pirre nysgerrigheden. Og du får lyst til at gå tilbage til historien og finde ud af, hvad der sker, hvis du går den anden vej i historien.

  • Hvorfor er det sjovt at lege med handlingen på den måde?

Der er ingen, der forventer, at Harry Potter dør inden for de første 20 sider af den første bog. Men man kan godt blive grebet af tanken om, at det er hamrende urealistisk, at han kan overleve så længe. Så hvad nu, hvis helten faktisk kan dø på de første sider? I min bog skal man eksempelvis ret tidligt træffe et valg mellem to heste, en hurtig eller en stærk hest. De fleste vælger den hurtige. Men det er dumt, for den galoperer direkte ind i et væltet træ, og så er man død. Derfra begynder læseren at forstå, hvad det går ud på.

  • Hvad er det værste, du udsætter læserne for?

Jeg tror ikke, man kan komme igennem bogen uden at dø tre-fire gange undervejs. Men det skal også være sjovt at læse, hvad der sker. For eksempel skal man på et tidspunkt vælge mellem at spise nogle svampe eller en frugt. Det ene er det forkerte valg, men man dør ikke af den. Man bliver sendt et par sekunder tilbage i tiden til det øjeblik, man sætter tænderne i frugten, og så spiser man den igen og bliver sendt et par sekunder tilbage i tiden og spiser den igen. Man dør ikke, men kører i loop til evig tid.

  • Hvilke oplevelser havde du selv med labyrintbøger som barn?

Jeg læste serien Sværd og Trolddom vildt meget. De giver følelsen af, at man kan få et lille glimt af fremtiden og fortiden, når man bladrer gennem bogen. Og på en måde er det jo noget, vi godt kan genkende fra vores egne liv. Vi træffer nogle valg, og det kunne være ret fedt at vide, hvad der ville være sket, hvis vi havde drejet om det andet hjørne.

  • Du har læst bogen højt virtuelt for mellemtrinsklasser. Hvordan gik det?

Supergodt, de døde på stribe! Der er flere, som efterspørger den bagefter. Det er også en sjov form, hvor eleverne kan sidde i klassen og diskutere og stemme om, hvad de vil gøre. 

  • Har du ellers noget vigtigt, du vil sige til læserne?

Held og lykke!

Blå bog

kba_2_highres.jpg
Kenneth Bøgh Andersen

Kenneth Bøgh Andersen er forfatter til en lang række fantasybøger til børn og unge. Og du levede lykkeligt til dine dages ende er en letlæst labyrintbog til øvede læsere på mellemtrinnet.

ogdulevede.png

Og du levede lykkeligt til dine dages ende

Er DU en helt? Prinsessen skal reddes, og du tager på dit livs eventyr. I denne historie er DU hovedpersonen. Det er DIG, der træffer valgene. Men pas på. Det er ikke nemt at være en helt, og det kan være farligt. Meget farligt.