Gå til hovedindhold

Filosofi skal leges ind

Filosofi skal være konkret, hvis man skal arbejde med det i indskolingen, mener forfatter Anne Rosenskjold. Hun har god erfaring med at gøre det abstrakte håndgribeligt gennem leg og kreativitet.

filosofi_artikel-top-uge-20_final.jpg
Lars Samsøe Rasmussen

Hvem er jeg? Hvad er godt og ondt? Og hvorfor skal jeg dø? De fleste børn er optaget af livets store spørgsmål. Derfor er det også oplagt, at børn bliver undervist i filosofi allerede i indskolingen:

“I virkeligheden beskæftiger børn sig hele tiden med filosofi. De stiller konstant filosofiske spørgsmål til os voksne,” siger Anne Rosenskjold.

Hun har 20 års erfaring som folkeskolelærer og er medforfatter til et nyt undervisningsmateriale til filosofi i indskolingen. Det første hæfte handler om identitet.

“Det er et filosofimateriale, hvor man filosoferer over de store eksistentielle spørgsmål som ‘hvem er jeg?’. Men det er også en indgang til et trivselsarbejde, fordi øvelserne er med til at hjælpe børnene med at sætte ord på sig selv og deres egne følelser, samtidig med at det hjælper dem til at forstå, hvordan andre kan føle og tænke,” siger Anne Rosenskjold.

Luk
SÅDAN UNDERVISER DU BØRN I FILOSOFI

3 Gode råd fra Anne Rosenskjold

1. Skab et trygt rum
– børnene skal føle sig trygge ved den voksne og ved kammeraterne. At filosofere handler ikke om at komme med “rigtige” svar, men om at undre sig og stille spørgsmål.

2. Vær nysgerrig og åben
– den voksne skal tale mindre og lytte mere. Lad børnene selv diskutere svar på deres spørgsmål.

3. Øvelse gør mester
– at filosofere kræver træning ligesom så meget andet. Accepter, at det ikke altid lykkes lige godt.

 

Skal være sjovt og trygt
For at undgå at de filosofiske emner bliver for højtravende for børnene, har Anne Rosenskjold og hendes medforfatter, John Rydahl, gjort sig flere forskellige didaktiske overvejelser. Blandt andet har de valgt at bruge karakteren Ruth-Viola fra dansksystemet Molevitten.

“Ruth-Viola er ikke noget nemt barn. Hun er en sjov, men også lidt irriterende pige, som åbner op for mange samtaler,” siger Anne Rosenskjold.

Samtidig har de været bevidste om at gøre filosofien håndgribelig gennem leg og kreativitet.

“Filosofi er jo meget abstrakt. Derfor skal de ikke kun snakke om identitet. De skal også lege, tegne og klippe. Det er med til at gøre det superkonkret for børnene,” siger Anne Rosenskjold.

Lars Samsøe Rasmussen

Hendes erfaring er, at stoffet lagrer sig på en anden måde, når børnene får det mellem hænderne.

“Identitet er jo svært at forholde sig til. Selv for os voksne. Men hvis man leger det ind og stille og roligt piller lagene af, er det et emne, børnene sagtens kan forholde sig til og reflektere over,” siger Anne Rosenskjold.

En leg går ud på at gå rundt i klassen og sige hej til klassekammeraterne. Først som Ruth-Viola og senere som en baby, et barn og en gammel person. Dette skal illustrere et livsforløb.

“Det handler om, at de skal prøve at sætte sig ind i en anden person. Hvad er det for en type? Er det en forsigtig type eller en vild type? Hvorfor vælger de at sige hej på den måde, som de gør? Igen er pointen, at i stedet for at tale om det, så gør de det. Og det, at der kommer noget krop på, er med til at gøre det meget mere håndgribeligt for børnene,” siger Anne Rosenskjold.

Identitet er jo svært at forholde sig til. Selv for os voksne

Anne Rosenskjold, forfatter

Identitetsskab
Anne Rosenskjold har også udviklet et skab i papir, som børnene skal arbejde med gennem hele undervisningsforløbet. Undervejs dekorerer børnene skabet og beslutter, hvilke dele af deres identitet der skal hænge fremme på bøjlerne inde i skabet, og hvilke dele der skal gemmes væk i skufferne.

Lars Samsøe Rasmussen

“Det er en måde at vise børnene, at vi som mennesker består af flere lag. Der er noget, vi vælger at vise frem, og andet, vi vælger at skjule. Det kan vi godt tale om, men det bliver langt mere nærværende i det øjeblik, hvor børnene skal putte noget ned i en skuffe og hænge noget andet på bøjler,” forklarer Anne Rosenskjold.

Børnene skriver ord og tegner ting, som de synes karakteriserer dem som person. Fx ’klog’, ’stille’, ’sjov’, ’fodboldspiller’, ’drillepind’ eller noget helt andet.

Luk
TÆNK MED RUTH-VIOLA

Filosofi i indskolingen – Tænk med Ruth-Viola er et nyt undervisningsmateriale, som giver mulighed for at arbejde med filosofi i børnehøjde.

Materialet består af en række hæfter henvendt til børn i 1.-3. klasse. Hvert hæfte har et filosofisk tema.

Eleverne lytter først til en fortælling om pigen Ruth-Viola. Idéen er, at karakteren Ruth-Viola skal fungere som figur for undersøgelse af temaet, inden eleverne skal forholde sig til sig selv.

Materialet henvender sig primært til dansklærere og klasselærere, men kan også bruges i faget kristendomskundskab.

 

Alt det, vi ikke kan se
Det er op til det enkelte barn, hvor meget de vil vise. Ligesom man som lærer kan nøjes med at lave et skab, hvor der står, at man fx er mor og skolelærer.

“I min hemmelige skuffe har jeg skrevet, at jeg tisser i bukserne, når jeg hopper. Jeg fortæller børnene, at jeg ikke behøver at læse det op. Ligesom børnene heller ikke behøver at læse op, hvad de har skrevet. Pointen er, at de skal blive bevidste om, at de rummer alle de her lag, og at det tilsammen er en del af deres identitet,” fortæller Anne Rosenskjold.

Eleverne kan godt lide øvelsen med skabet. Både fordi det er sjovt at lave, og fordi de bliver bevidste om kendskabet til sig selv og hinanden.

“Det bliver meget håndgribeligt for dem, at identitet både kan være noget udenpå og noget indeni. Noget holder man for sig selv. Noget viser man frem. Noget forandrer sig. Og så er der noget, man bærer med sig hele livet.”

Relationen er vigtig
Hvad kræver det af underviseren? Hvor meget skal man dele ud af sig selv?

“Det er ikke en forudsætning, at læreren skal lave sit eget skab og dele ud af sin egen identitet. Men det er klart, at jo mere man som lærer tør stå ved sig selv og åbne op overfor eleverne, jo mere åbner eleverne
også op,” siger Anne Rosenskjold.

Hun understreger, at relationer er afgørende for, at alle former for undervisning lykkes. Men især når det handler om et emne som filosofi.

"Hvis du som elev har en god relation til din lærer og er tryg i klasserummet, vil du gerne åbne op. Hvis du har en dårlig relation, gør du det selvfølgelig ikke. Der er jo meget på spil, når vi taler om identitet. Så det er klart, at relationen og trygheden er vigtig,” siger Anne Rosenskjold.

Blå bog

image1.jpeg
Anne Rosenskjold

Anne Rosenskjold er læremiddelforfatter, bl.a. på Tænk med Ruth-Viola, et undervisningsmateriale om filosofi til indskolingen. Hun er foredragsholder og skolelærer og har undervist i kristendomskundskab i 20 år, udgivet flere bøger og udviklet undervisningsfilm. Desuden holder hun foredrag og workshops om børn og religion og kreativ undervisning.

filosofi_kampagne.jpg

Filosofi i indskolingen

Er en serie, der består af en række hæfter henvendt til elever i 1.-3. klasse. Hvert hæfte har et filosofisk tema.
Eleverne lytter til fortællinger om Ruth-Viola og undersøger hendes liv og verden gennem et filosofisk tema, inden de forholder sig til sig selv og deres klassekammerater.