Ligesom alle de øvrige litterære genrer kæmper fagbøgerne om elevernes opmærksomhed. Den store udfordring er nemlig at få eleverne til at låne fagbøger med hjem, når al viden i hele verden kan googles på 0,35 sekunder.
Redaktør Lise Kloborg Pedersen er med til at udgive de cirka 40 fagbøger, der hvert år udkommer fra Alinea. En stor del af hendes arbejde er at holde sig skarp på, hvordan man får eleverne til at tage fagbøgerne ned fra hylderne.
“Når man skal holde sig opdateret på, hvad der rører sig hos de unge, ligger PLC’erne jo inde med en guldgrube af viden. De ved, hvordan eleverne bruger fagbøgerne. Derfor er PLC’erne utroligt vigtige for vores interne undersøgelser af, hvad eleverne vil læse om. Så dem er vi selvfølgelig ude at snakke med,” siger Lise Kloborg Pedersen.
PLC’erne peger på dyr og sport som nogle af de temaer, der ligger højt på elevernes låneliste. De populære temaer er ofte lig med elevernes personlige interesser. Men der er også andre grunde til, at fagbøgerne hitter hos eleverne.
“Med fagbøger får eleverne, hvad de ser. De skal ikke læse mellem linjerne, og de kan læse bogen i bidder. Man behøver heller ikke at følge bogen kronologisk, hvilket tiltaler mange elever,” fortæller Lise Kloborg Pedersen.
Fagbogen er lettilgængelig og især god til de elever, som ikke er stærke læsere. De kan bladre, læse dele af bogen og stadig få den gode læseoplevelse.
Det er et spørgsmål, som vi spørger os selv om hver dag. Så vi håber, at du vil hjælpe os med at blive klogere. For hvilke emner spørger dine elever efter, når de skal stikke snuden i en fagbog? Er det bøger om springspidsmus, avocadoer, tornadoer - eller noget helt andet?
Boost elevernes faglitterære glæde
PLC’erne bruger mange forskellige metoder til at booste elevernes faglitterære glæde. Fysiske læsekroge gør det indbydende for eleverne at sætte sig ned og læse. Det gør også bøgerne synlige andre steder end på biblioteket. Fx kan et minibibliotek i klasseværelset gøre underværker.
Det er lige til højrebenet at gøre læsning af faglitteratur til en social aktivitet. Eleverne kan nemt læse bøgerne sammen og undervejs snakke om, hvad de læser og ser.
“Det er altid godt at have to eksemplarer af samme bog, så eleven kan læse med en makker,” siger Lise Kloborg Pedersen.
En anden måde at dyrke det sociale på er booktalks og bogklubber. En PLC’er havde en bogklub, hvor eleverne indtalte boganmeldelser af fagbøgerne. Bagefter blev anmeldelserne sat på bøgerne i form af QR-koder, så eleverne kunne høre hinandens anmeldelser. Det satte virkelig fut i udlånet af fagbøgerne.
“Det er også en rigtig god idé at få eleverne til at vælge bøger til hinanden. Gerne, hvor de begrunder bogvalget. Bagefter kan man gøre noget ud af læseoplevelsen, hvor eleverne fx interviewer hinanden,” foreslår Lise Kloborg Pedersen.
Fagklub
Fagklub er fagbøger om alle de emner, som børn gerne vil vide mere om, f.eks. dyr, fodbold, rekorder, vulkaner, kærester og kroppen.
Fagklub-bøger er velegnede til både frilæsning, faglig læsning og projektopgaver.