"Jeg forsvinder tit ind i min fantasiverden. Ligesom Rose"

Hovedpersonen i Alberte Windings nye bog, Rose, har et godt øre for dårlige stemninger. Hendes mor rejser meget med sit arbejde, og når mor ikke er hjemme, kan far godt blive lidt stresset, fordi lillebror græder og er ked af det. 

Så er det, at Rose begynder at fortælle eventyrlige historier, og som ved et trylleslag bliver alle glade igen. Men ikke Rose. Indeni er hun trist. Hun savner sin mor, og hun savner at have gode venner i skolen. 

”Jeg er ret sikker på, at Rose er ensom. Jeg tror, at mange børn føler sig ensomme. Livet som barn er bare altid lidt svært, ik’,” siger Alberte Winding, som med bogen Roses ord har tilføjet en titel til Miniværk-serien. I fortællingen om Rose drager den lille pige ud på en rejse gennem en mørk og uhyggelig skov. På sin vej møder hun en talende fisk, en kæmpe trold og en smuk fugl. Rose får vendt sine tanker med de eventyrlige væsener, og det hjælper hende til at forstå sin egen rolle i verden. ”Jeg tror, at eventyret altid har haft den funktion for et barn, at de kan putte sig selv og deres familie ind i dramatiske roller og gennem fantasiverdenen få en slags forløsning for nogle svære følelser. Det med at flygte ind i fantasien brugte jeg selv rigtig meget som barn,” fortæller Alberte Winding. 

En fantasiverden, hvor man kan være vild og voldsom, slå drager ihjel og halshugge hekse. Men også en verden, hvor man møder forståelse og omsorg fra talende fisk og kæmpetrolde, som Rose gør på sin eventyrlige rejse. ”Eventyr er bare en god måde at få lov til at være i nogle svære situationer, uden at de ligner ens egen virkelighed en til en. Historierne behøver hverken at være socialrealistiske eller pædagogiske. De behøver heller ikke have en morale, men de må gerne have en pointe,” mener Alberte Winding.

Læs mere

Luk

Roses ord

Alberte skriver kærligt og poetisk om Rose, der forsvinder i en verden af eventyr og fortællinger, når familieliv og skole gør ondt. Roses ord er en smuk billedfortælling med sanselige illustrationer af Helena Frank. 

Bogen indgår i Alineas serie Miniværk, der er oplagt at inddrage i litteraturundervisningen i de yngste klasser eller bare til hyggelig oplæsning, hvor der er noget at tale om og dele med hinanden. 

Til serien er der udarbejdet undersøgende og sansende litteraturforløb, som kan downloades gratis på miniværk.alinea.dk

At skrive er at bearbejde livet
Det med at forsvinde ind i fantasiens verden er ikke forbeholdt børn, men i takt med at man vokser, antager fantasien nye former. For Alberte Windings vedkommende var det popsange, som hun i teenageårene søgte ind i, når hun trængte til en pause fra virkeligheden. ”Jeg bare skrålede med på sangene. Alt, hvad jeg kunne. Om og om igen i det uendelige. Altså, vi snakker om virkelig dårlige popsange, men jeg syntes, at ordene inde i sangene, de var jo min historie,” fortæller hun. 

Det er lidt anderledes i dag, hvor det nærmest er blevet hendes arbejde at gå ind i fantasien, men at skrive er stadig en måde at bearbejde livet på for forfatteren, som rundede de 60 år i 2023. ”Jeg har samme fornemmelse i dag, når jeg skriver sange og bøger. At jeg kan forsvinde ind i en verden, når noget summer inde i mig,” fortæller hun. I foråret 2023 udgav Alberte Winding bogen Hvad jeg tænker mens du taler, der handler om den fraskilte kvinde Pio. Hun er i slutningen af 50’erne og gennemlever sorg, ensomhed og identitetskrise, da hun mister sin mor og samtidig skal give slip på sit voksne barn. ”Jeg kan skrive en bog om sorgen ved at miste sin mor. Jeg kan skrive en sang om det at være bange for at miste sin elskede, eller en sang om, at jeg er på banen igen. Eller jeg kan skrive en bog om følelser i overgangsalderen. I og med at jeg beskriver det, så forstår jeg det også bedre selv. Og sådan tror jeg også, at børns fantasi fungerer,” siger Alberte Winding.

Det med at flygte ind i fantasien brugte jeg selv rigtig meget som barn.

Alberte Winding, forfatter

Hun kommer i tanke om sine egne børns lege. Lege, hvor de voksne forskrækket lytter med på skingre dialoger, når børnene leger familie og skælder ud på hinanden. ”Jeg kan huske de der lege, vi som forældre har overværet og grinet af på sådan en lidt forfærdet måde, fordi legene kunne virke meget voldsomme. Og man tænkte: Sådan er vi da ikke. Vi råber da ikke sådan hjemme hos os. Men det er jo børnenes måde at bearbejde oplevelser, som har været voldsomme for dem, fx et skænderi mellem mor og far,” fortæller hun. 

For børn kan leg og fantasi nogle gange virke mere forløsende end at snakke om tingene, mener Alberte Winding. ”Det kan jeg mærke derhjemme med mit bonusbarn. Han vil gerne kunne være i sine følelser, uden at vi hele tiden skal spørge, hvordan det går. Han har ikke brug for at blive set hele tiden. Måske skal man ikke altid italesætte alting, men give plads til, at børnene bearbejder tingene på deres egen måde,” mener hun. 

Eventyr hjælper os med at finde vores plads i livet
I historien om Rose går det i løbet af dannelsesrejsen op for den lille pige, at hun ikke er alene, selvom hun savner at have venner i klassen. For hun har en familie, som godt nok kan være lidt svær at være i, men som elsker hende. Det går også op for Rose, at hun er god til mange ting. Hun er for eksempel god til at fortælle historier og god til at passe på sin lillebror. ”Rose opdager, at hun har en plads i familien, og når man har en plads i sin familie, så skal man nok klare sig ude i verden, også selvom man ikke lige har de fedeste venner i skolen,” siger Alberte Winding. 

Rose har en fantasiven, der hedder Feodora. At træde ind i Feodoras værelse er som at træde ind i et eventyr, for Feodora interesserer sig for alt mellem himmel og jord. Alt muligt, som Rose ikke har opdaget endnu, som fx udstoppede fugle, sejlskibe, haveroser, tobakkens rejse fra Virginia til Grønland, porcelænsfigurer, juleplatter – og en hel masse andet.  ”Det er alt sammen ting, som jeg forestiller mig, at Rose vil gå op i, når hendes familie er mere samlet, og hun får mere overskud. Jeg tror, at det er det, Feodora repræsenterer,” fortæller Alberte Winding. Der gik et stykke tid under skriveprocessen, før Alberte Winding opdagede, at Feodora skulle være en fantasiven. ”Jeg ville så gerne have, at Feodora skulle være der i virkeligheden, så Rose havde en ven, men efterhånden kunne jeg se, at Feodora nok ikke fandtes,” siger Alberte Winding. Til sidst forsvinder Feodora for altid. Måske fordi Rose ved historiens slutning nærmer sig en alder, hvor fantasien forandrer sig og bliver til noget andet. Hvor barnets lege forsvinder og bliver erstattet af dansevideoer på TikTok og gaming. ”Det er jo helt vildt sørgeligt, men jeg tror, at det er det, der sker med Rose. Hun giver slip på det barnlige. Lige så stille.” 

Behøver det at ende lykkeligt hver gang?
Selvom Alberte Winding lader Rose møde forskellige magiske væsener på sin rejse, også nogle uhyggelige af slagsen – måske for uhyggelige til børnehaveklassebørn, funderer forfatteren – så er historien ikke blevet helt så vild, som hun forestillede sig til at begynde med. ”Faktisk tror jeg, at jeg drømte om at gøre historien vildere. Fortællingen om Rose ender jo sådan set meget godt, men måske behøver alting ikke at falde på plads i et eventyr. Fantasy og børnelitteratur må gerne lege med noget, som ikke er helt godt, ik? Egentlig tror jeg, at vi skal turde lade forfattere skabe en vildere verden end en, der altid går op til sidst,” siger hun. 

Alberte Winding husker i den forbindelse tilbage på en af sine ungdomsbøger. Den handler om en pige, som mister sin far. Pigen bliver venner med en dreng, og sammen falder de igennem universet og lander i en anden verden, hvor man kan møde de døde. ”Nogle opfattede det som om, at det handlede om drugs, og jeg blev ærgerlig, for det fjernede jo fuldstændigt alt det magiske. Man skal passe på med at tolke for meget, for så forsvinder magien,” mener Alberte Winding. Når Alberte Winding skriver sine bøger og sange, ligger kreativiteten ikke ”oppe i det fornuftige lag”, som hun siger. Men når hun skriver bøger for børn, er hun alligevel opmærksom på det fornuftige lag, for hun føler et ansvar for at passe på børnene, på læserne. 

”Der vil altid være et ansvar, når man laver noget for børn. Og det kan da godt være, at det med trolde er lidt uhyggeligt for de helt små, så jeg har ikke givet Rose til mit barnebarn på seks år endnu. Jeg er stadig lidt i tvivl,” fortæller hun.  Efter flere overvejelser ender Alberte Winding med en forsigtig konklusion: ”Måske er Roses Ord mest egnet fra 1. klasse.”