Der er langt mellem de rustne jerntrin, der leder hele vejen til toppen af den gamle fabriksskorsten. Den 11-årige dreng klatrer op. Hvis han når højt op, kan han vinde de andre drenges respekt. En adgangsbillet til fællesskabet. Men på vej ned går det galt. En vagt har fået øje på vovehalsen. Drengen kan ikke nå at klatre hele vejen ned, hvis han skal undgå at blive fanget. Han springer de sidste meter. Med smerter i anklen humper han mod et hegn, klatrer op og får i sidste øjeblik vristet sig løs af vagtens greb og kastet sig over hegnet.
Historien er fra Daniel Zimakoffs barndom. Den er også med i en af hans børnebøger, Det Tårnhøje Helvede. Her er drengen dog kun 10 år og hedder Matthæus, og vagten slår kløerne i ham, inden han når over hegnet i sikkerhed.
“Jeg bruger ofte hændelser fra mit eget liv. Men jeg leger lidt med, hvad der kunne være sket, hvis det var gået lidt anderledes. Hvordan ville historien se ud, hvis vagten fangede mig?,” siger den 61-årige forfatter.
Og der er meget inspiration at hente fra opvæksten i en streng, religiøs familie i en 3½-værelses lejlighed i Tingbjerg. Med ni søskende og en far, der ikke holdt sig tilbage fra at afstraffe sønnerne korporligt, når de trådte ved siden af.
“Vi var tre brødre, der delte værelse og sov i køjesenge. Det gjaldt altid om at få den øverste seng. Når vi lavede ballade på værelset om aftenen, kom vores far ind og slog os. Men han var ikke så høj, så hvis man lå øverst, kunne man undgå at blive ramt,” fortæller Daniel Zimakoff.
Det er en alvorlig historie fra det virkelige familieliv, men også en komisk situation. Og netop realisme og humor er gennemgående temaer i forfatterskabet, som omfatter bøger om alt fra fodbold, ungdomsdruk og venskab til sygdom og svigt.
Nogle forfattere bruger mange ord. Jeg skærer ind til benet. Der skal ske noget, og det må gerne være sjovt.
Daniel Zimakoff
“Der må gerne være noget genkendeligt i mine personer og de situationer, de står i. Uanset om jeg skriver en gyserhistorie eller skriver om sport,” siger han.
Daniel Zimakoff betegner selv sin skrivestil som handlingsorienteret:
“Nogle forfattere bruger mange ord. Jeg skærer ind til benet. Der skal ske noget, og det må gerne være sjovt.
”Næsten alle bøgerne har drenge som hovedpersoner. Det er ikke tilfældigt.
“Jeg går meget op i, at det, jeg skriver, er realistisk. Og hvad ved jeg om, hvad der foregår i hovedet på piger?,” siger forfatteren.
Han har intet imod, at hans stil appellerer til drenge, hvis det kan få dem i gang med at læse, men han vil ikke have et stempel som en forfatter, der kun kan skrive til det ene køn.
“Jeg vil ikke kaldes en drengebogsforfatter. Det er andre, der sætter mig i bås,” siger han.
Tre bøger om året
Daniel Zimakoff har skrevet næsten 100 bøger. Hovedparten er fiktion til børn og unge. Men selvom meget af stoffet er hentet fra hans egen barndom, var selve tanken om at blive forfatter slet ikke til stede dengang.
“Når jeg ser tilbage på det i dag, er der ikke noget, der pegede i den retning,” siger han, men tilføjer, at kreativitet og forkærlighed for gode historier altid har ligget i ham.
“Jeg kunne læse, allerede før jeg begyndte i skolen. Jeg var vild med historier, og jeg kunne alle bibelhistorierne udenad. Jeg var også god til at finde på kreative lege,” siger han.Forfatterskabet opstod næsten spontant på en græsk ø, Skyros, i 1987.
“Jeg stod midt i en stor krise. Jeg var 30 år og havde netop taget et stort opgør med lederen af den teatertrup, jeg var medlem af, og min kæreste var skredet,” fortæller han.
Hans nærmeste storebror, som han på det tidspunkt boede sammen med, forsøgte at trøste ham med forslag til, hvad han i stedet kunne bruge sin tid på. Et af dem var at blive forfatter.
“Det havde jeg aldrig tænkt på selv,” siger han.
Daniel Zimakoff meldte sig til et skrivekursus i Grækenland. Han blaffede derned og kastede sig over sin første børnehistorie. Han læste op for en gruppe børn, som var på øen med deres forældre. De kunne lide det, de hørte. Tilbage i Danmark fortsatte han skriveriet på et intensivt skrivekursus på Kolding Højskole, og et halvt år efter sagde et forlag ja til hans første børnebog. Siden har han skrevet godt tre børne- og ungdomsbøger om året.
“Jeg tror, jeg er oppe på 95 bøger nu. Det er ikke, fordi jeg selv går op i det tal, men når jeg holder foredrag, spørger børnene altid, hvor mange jeg har skrevet,” fortæller han.
Vovehals
Følelsen af at være udenfor og skulle kæmpe for at komme med i fællesskabet fylder i forfatterskabet. Det er en følelse, som Daniel Zimakoff har med fra barndommen og ungdommen. Han stak ud fra de andre i skolen.
“Vi havde ikke fjernsyn. Det ville mine forældre ikke tillade. Tv var ellers det helt store samtaleemne i skolen. Det kunne jeg ikke deltage i,” fortæller han.
Forældrenes religiøse overbevisning stod i vejen på flere måder. Når klassen havde seksualundervisning, sad han ude på gangen. Og han fik først lov til at gå til fodbold, da han fyldte 14 år, selvom hans store drøm var at blive professionel fodboldspiller.
“Jeg var en afviger og et nemt offer. Af en eller anden grund syntes lærerne også, at det var i orden at slå mig,” siger han.
I de små klasser kunne Daniel Zimakoff kæmpe sig med i fællesskabet i klassen, selvom han var anderledes. Han var en af de dygtigste elever, og det gav noget prestige. Men det holdt ikke i længden.
“Da vi nærmede os puberteten, ændrede spillereglerne sig fuldstændigt. Også fordi jeg var den yngste i klassen,” siger han.
Der var intet imponerende eller sejt ved at være en dygtig elev. Det blev endnu mere tydeligt for de andre, at han skilte sig ud.
“Jeg blev mobbet. Jeg var udenfor. For at kompensere blev jeg klassens vovehals og rodede mig ud i mange dumme ting,” fortæller han.
“Jeg drak og stjal fra butikker og kørte ulovligt på knallert. Jeg brød ind i en butik for at skaffe cigaretter til de andre. Jeg blev taget af politiet. Og jeg røg ikke engang selv.
”For den rebelske teenager var det også et oprør mod forældrenes strenge regler og det religiøse mørke, som han oplevede i den kristne sekt, familien var en del af.
Jeg ved, hvordan det er at føle sig anderledes. Det er noget, de fleste prøver i en eller anden grad.
Daniel Zimakoff
Daniel Zimakoff slår dog fast, at opvæksten i Tingbjerg også havde mange gode sider:
“Det var ikke sort i sort. Der var også meget kærlighed mellem os. Jeg fik meget opmærksomhed fra mine søskende. Især mine søstre. Når jeg tænker tilbage på vores sommerferier med hele familien i Norge, forbinder jeg det med glæde og sammenhold.”
Men børne- og ungdomsårene har givet Daniel Zimakoff en indsigt i følelser, som mange børn og unge kæmper med.
“Jeg ved, hvordan det er at føle sig anderledes. Det er noget, de fleste prøver i en eller anden grad. Måske burde jeg takke mine forældre for den barndom, de gav mig. Intet er så godt for et forfatterskab som en hård barndom, som Hemingway siger.”
Hvad læser du lige nu?
Jeg har lige læst Hemingways Den gamle mand og havet. Den var svær at komme igennem. Jeg er ved at være færdig med hans samlede noveller. En ordentlig moppedreng på over 1000 sider. Til jul og fødselsdag ønsker jeg mig altid bøger. Det skal være noget, der er sprogligt udfordrende. Jeg læser meget forskelligt og er især vild med Alice Monroes noveller.
Blå bog
Daniel Zimakoff, forfatter (f. 1956)Havde en række forskellige jobs, inden han uddannede sig til bibliotekar. Han forsøgte sig også som skuespiller, men kastede sig som 30-årig over forfattergerningen.
I dag har han skrevet næsten 100 bøger og har modtaget flere priser, blandt andet Kulturministeriets børnebogspris i 2004, Kommunernes Skolebiblioteksforenings forfatterpris i 2005 og Bogslugerprisen i 2007 og 2009.
Gift med forfatter Ida-Marie Rendtorff, som han har skrevet flere bøger med. Bor i Espergærde og har fire sønner.
