Gå til hovedindhold

“Hvis man kun læser fantasy, så er det lidt ligesom kun at spise flødeskummet på lagkagen.”

Mange børn elsker fantasy og har ikke lyst til at læse andre genrer. Men er det egentlig et problem? Det har vi talt med dansklærer Tina Houmand Mortensen om.

vilaeser6_tinahoumsnd.png

GØR DET NOGET, HVIS BØRN KUN LÆSER FANTASY?
Fantasy er fantastisk som frilæsning, og bibliotekshylderne bugner af fantasy, der både appellerer til piger og drenge. Og fordi mange af bøgerne er serier, får børnene et boost af: “Yes, nu har jeg læst syv bøger i serien!”. Men – med fare for at lyde lidt grov – hvis man kun læser fantasy, så er det lidt ligesom kun at spise flødeskummet på lagkagen. Der er også bunde, bær og creme i en kage, og en af mine vigtigste opgaver som dansklærer er at inspirere eleverne til at “spise” lidt af det hele.

HVORDAN FÅR DU ELEVERNE TIL AT LÆSE FORSKELLIGE GENRER?
Jeg prøver altid at præsentere dem for nyt. For krimi, digte, realisme, magisk realisme, men det er også vigtigt, at eleverne inspirerer hinanden indbyrdes, for eksempel når vi laver bogcafé i klassen. Så har hver elev en bog med, som de enten læser eller lige har læst, og som de fortæller om. Det er en god øvelse at referere en bog og vise en forside. En bonus er også, at det virker motiverende, når andre stiller interesserede spørgsmål til det, man læser.

HVORFOR ER DET VIGTIGT, AT DE LÆSER FORSKELLIGE GENRER?
Jo flere forskellige genrer eleverne bliver præsenteret for, des større sproglig opmærksomhed og fornemmelse får de. Det bliver også nemmere for dem at genkende og vide, hvornår og hvordan de fx skriver realisme. En beretning. En fakta-tekst. Og så handler det selvfølgelig også om, at de opdager og ser sig selv og deres omverden fra mange forskellige vinkler.

MEN ER LÆSELYSTEN IKKE DET VIGTIGSTE?
Jo! Især i forhold til dem, der går død i læsning, når de kommer i 12-13-årsalderen. Da er mit råd, at ‘anything goes’, om det så kun er fantasy eller kun Anders And, så bare læs! Er man til gengæld en stærk læser og sluger de her tykke murstens-fantasy-bøger uden besvær, så synes jeg, at man skal udfordre sig selv med andre ting – også.

ER DER NOGET DÅRLIGT VED FANTASY?
Nej. Kun hvis man starter for ‘svært’. For nogle år siden var der den her Harry Potter-hype, hvor alle bare skulle læse Harry Potter, så snart de havde knækket læsekoden. Det er jo en megafed serie, men i mine øjne er den for svær for mange indskolingsbørn. Den har sit helt særlige sprog med mange svære ord, som de yngste ikke altid forstår; alene de engelske navne er det nemt at kløjes i. Jeg synes, serien hører til på mellemtrinnet, hvor de fleste vil være mere klar, både rent sprogligt, men også modenhedsmæssigt.

ER FANTASY-GENREN KOMMET FOR AT BLIVE?
Den har jo været her i mange år, så ja, det tror jeg. Også fordi den har flere undergenrer som den populære sci-fi for eksempel. Nørdede drenge, der går op i teknik, mekanik og fremtidsscenarier, de elsker sci-fi.