HVORDAN VAR DIN EGEN VEJ IND I BØGERNES VERDEN?
Min barndom var meget kaotisk. Min far var fundamentalistisk mormon. Det, vi havde derhjemme, var skriftbøger om moral og regler. Men jeg måtte gerne gå på biblioteket alene, og det elskede jeg, for her blev jeg ikke kontrolleret. Det blev et fristed, et sted jeg tog hen efter skole, fordi jeg ikke have lyst til at tage hjem til min familie, hvor der var kaos. Jeg læste mest for at slippe væk. Man kan kalde det en positiv form for eskapisme. Jeg kunne godt lide at læse om stærke piger, Pippi Langstrømpe for eksempel. Jeg var meget tiltrukket af, at hun boede alene uden en familie. Hun repræsenterede en meget åben og fri verden, som var en stor kontrast til den klaustrofobi, jeg oplevede derhjemme.
KAN MAN SIGE, AT DU FANDT TRØST I LITTERATUREN?
Ja, trøst på den måde, at jeg slap væk fra mit eget liv. Det var jo ikke som at få et stort kram, men det var en måde at finde håb. Jeg fandt ud af, at det, jeg voksede op i, ikke var normalt. Der findes andre måder at være familie på og andre måder at blive behandlet på.
VAR DET I BØGERNE, DET GIK OP FOR DIG?
Ja, helt sikkert. Mormonismen er en meget patriarkalsk religion. Kvindens højdepunkt i livet er at føde børn og passe hjemmet, og det var de forventninger, der var til mig. Det har bare aldrig tiltrukket mig. Det var nogle andre ting, jeg gerne ville.
Jeg læste nærmest alt, der var. Pløjede bare det hele igennem. Hestebøger, pige-bøger, tegneserier. Alt muligt.
Rachel Röst
SÅ BØGER VAR BÅDE NOGET, DU KUNNE FORSVINDE VÆK I, OG NOGET, DU KUNNE FINDE ROLLEMODELLER I?
Ja, de gav mig nogle nye rollemodeller. Jeg var ikke mere end 6-7 år, da jeg begyndte at gå på biblioteket alene. Jeg kunne jo ikke engang læse, så det var noget med at kigge billeder. Jeg brugte biblioteket massivt. Jeg læste nærmest alt, der var. Pløjede bare det hele igennem. Hestebøger, pigebøger, tegneserier. Alt muligt. Det var ikke som sådan god litteratur.
SÅ HVAD ER DET, LITTERATUR KAN?
Den kan give håb og retning. Ordforråd. Evnen til at kunne sætte ord på verden. Den udvider ens forestilling om, hvad ens liv kan blive. Jeg følte mig jo som en freak, jeg hørte ikke til nogen steder. I bøgerne kunne jeg læse om andre, der var ensomme, og som også følte sig som outsidere. Jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste, der havde problemer her i verden. Det giver jo næsten den trøst, som du spurgte til før. Bare den her fornemmelse af at høre til. Måske ikke i skolen, men til menneskeheden på en eller anden måde.
Jeg var egentlig lidt bange for bibliotekarerne.
Rachel Röst
HAVDE DU NOGENSINDE VOKSENKONTAKT PÅ BIBLIOTEKET?
Nej, heldigvis ikke, for jeg havde ikke lyst til det. Jeg var egentlig lidt bange for bibliotekarerne. Voksne var nogle, der ikke forstod mig.
HVAD MED I SKOLEN?
Da jeg blev teenager, gav min far mig en seddel med i skole, hvor der stod, at jeg ikke måtte få seksualundervisning. Så det var på biblioteket, jeg lærte om min pubertet. Jeg læste for eksempel ”Kvinde kend din krop” og ungdomsbøger, hvor de badede nøgne og kyssede. Men jeg synes stadig, det var syndigt, så jeg dækkede altid bogen med en tegneserie. Alt det var tys, tys – derhjemme og i kirken. Så biblioteket har givet mig vildt mange forskellige ting.
HVAD MED DIN DANSKLÆRER?
SÅ HUN DIN INTERESSE FOR AT LÆSE?
Lidt. Jeg skrev også rigtig meget. Jeg var meget glad for at skrive. Hun sagde til mig på et tidspunkt – og det er altså blevet siddende i mig – at hun glædede sig til at læse den bog, hun mente, jeg ville komme til at skrive en dag.
HUN FIK JO RET
Ja, hun fik ret. Og hun har sikkert også været med til at bakke op om det og fået det til at ske. Det viser meget godt, hvor vigtige de voksnes positive forventninger til børn er. Bøgerne hjalp mig med at skabe mig en selvfortælling. Man taler meget om, at udsatte og pressede børn og unge lever i sådan et akut nu, hvor de bare forsøger at overleve. Når man lever sådan, er det svært overhovedet at forestille sig en fremtid. Og det er også det, bøger hjælper til med. Man læser historier, der har en start, en midte og en slutning. Man får bundet livet sammen og får skabt noget mening. Nu er jeg her, men jeg skal derhen, hvor det måske ender med noget godt. Det gjorde, at jeg ikke resignerede ind i det her meget låste liv. Jeg begyndte at drømme om at blive journalist – en, der rejste rundt og skrev hardcore reportager.
Det var mere, om vi bad vores bønner og var rene. Altså i sjælen. Vi måtte gerne være nussede og beskidte i tøjet.
Rachel Röst
HVORDAN HÅNDTEREDE DINE FORÆLDRE DIN STORE INTERESSE FOR BØGER OG FOR AT SKRIVE? DET MÅ HAVE VÆRET MEGET FREMMED FOR DEM?
Min far er folkeskolelærer, så han læste sammen med sin klasse. Den sædvanlige Fluernes Herre, og han havde også nogle bøger stående, som han havde arvet fra min oldemor. Men jeg har aldrig set ham læse andet end skrifterne. Der var ikke rigtig nogen interesse i, hvem vi var som personer. Det var mere, om vi bad vores bønner og var rene. Altså i sjælen. Vi måtte gerne være nussede og beskidte i tøjet.
DE ERKENDELSER OG OPLEVELSER, BØGERNE GAV DIG. HÅBET OG DE ROLLEMODELLER, DU FANDT. HVORDAN BRAGTE DET DIG VIDERE I DIT LIV?
Altså det gav mig en masse succesoplevelser i skolen. Som var noget af det, der holdt mig oppe. Jeg synes ikke selv, jeg var et godt menneske. Jeg kunne ikke leve op til alle de regler, der var, hverken i kirken eller derhjemme. Jeg syntes, jeg var syndig og misundelig og grådig. Ikke god nok. Man skulle jo stræbe efter at være fuldkommen, og min far var meget kritiserende omkring hvem, vi var. Men fordi jeg lærte at være nysgerrig og videbegærlig og fik et sprog, der kunne give mig en god karakter, så blev skolen et rum, hvor der var noget, jeg fik point for. Der var ikke rigtig nogen succesoplevelser andre steder.
SKULLE DER ET OPGØR TIL, ELLER HVORDAN KOM DU VIDERE?
Det skete meget tidligt, jeg kan huske en bestemt søndag, hvor jeg sad i kirken og kiggede rundt, jeg var måske 12 år, og jeg så alle de her mormonkvinder, som sad der med unger alle vegne og lugtede af brystmælk og Mariekiks. Og jeg kiggede rundt for at finde en kvinde, som jeg havde lyst til at være. Og jeg kunne ikke finde hende. Det gav mig jo noget retning. Så som 13-årig begyndte jeg at gøre vildt meget oprør mod min far, kaldte ham fanatiker og smækkede med dørene.
Der var ligesom ét liv, når min mor var der, og et andet liv, når min far trådte ind ad døren.
Rachel Röst
DU NÆVNER KUN DIN FAR. HVOR ER DIN MOR HENNE I ALT DET HER?
Han var sindssygt dominerende, min far. Og min mor har været syg, så længe jeg kan huske. Hun spiste en masse medicin, sov og lå på sofaen hele mit liv mere eller mindre. Min far tog jo på arbejde og var til en masse kirkemøder. Det var den helt klassiske vanrøgt. Omsorgssvigt. Vi fik ikke madpakker med, og jeg var den eneste, der dukkede op til fastelavn uden kostume. Havde hullede underbukser på, kom ikke ret meget i bad. Jeg var et af de der nussede børn, man ikke har lyst til at røre ved. Der var ligesom ét liv, når min mor var der, og et andet liv, når min far trådte ind ad døren. Det har været en meget knækket liv.
HVORDAN KOM DU HERTIL, HVOR DU ER I DAG? FRA AT VÆRE 13 ÅR OG MED OPRØR I HOVEDET TIL AT VILLE NOGET ANDET END DET, DER VAR TÆNKT FOR DIG?
Jeg kom på ungdomspension og skulle ud på sådan en social deroute af en slags, før det vendte. Jeg endte med at være på kontanthjælp, rodede rundt og røg for meget hash. Og så blev jeg helt klassisk enlig mor – gravid som 19-årig og tænkte, at det var det mest forfærdelige, at nu var mit liv ødelagt. Så viste det sig, at jeg ur-elskede det her barn. Virkelig. Alt det, jeg ikke havde kunnet gøre for mig selv på grund af mit dårlige selvværd, kunne jeg nu gøre for ham. Det blev vendepunktet. Så startede jeg på HF, læste videre på universitetet. Genfandt bøgerne.
BØGERNE HAVDE DU VÆRET VÆK FRA?
Ja, for på ungdomspensionen var der ingen bøger, og der lå ikke noget bibliotek i nærheden, så det var et stort tab af det, jeg hele min barndom havde haft for at overleve. Der var ikke nogen voksne, der spurgte til, hvordan det gik med skolen. Der var ikke så mange forventninger, og det blev meget hurtigt sådan en selvopfyldende profeti. I dag er min søn voksen, 21 år, så jeg har haft mange år, hvor jeg har haft tid til at give noget tilbage.
Nogle gange læser vi jo om, hvad de anbragte børn koster samfundet. Det er da ikke noget, man gør med andre børn.
Rachel Röst
HVAD MENER DU, NÅR DU SIGER ‘GIVE NOGET TILBAGE’?
Jeg er generelt forarget over den måde, man taler om udsatte på, hvor man sparker ud efter de svage. Nogle gange læser vi jo om, hvad de anbragte børn koster samfundet. Det er da ikke noget, man gør med andre børn. Altså fremstiller dem som nogle, der suger næring ud af samfundet. Det har nok siddet i mig, at jeg havde en gæld, jeg skulle betale tilbage. Det føles bare så meningsfyldt at kombinere min kærlighed til litteraturen med mine egne erfaringer med at være det her skæve, fedtede, anbragte barn. Bruge det til noget positivt. Bidrage med noget.
HVORDAN STARTEDE DET?
Det startede tilbage i 2012. Fordi jeg selv er forfatter og allerede på det tidspunkt vidste, at der er et stort overskud af bøger hos forfatterne og på forlagene, så skrev jeg ud i mine netværk, om der var nogle, der ville give deres bøger væk til børn, der havde brug for det. Så cyklede jeg rundt i København og hentede frieksemplarer, og det var fra starten rigtig vigtigt for mig, at det var nogle lækre bøger. Når man er udsat og anbragt, så er man vant til at få alt i andenrangs. Der skal bare ikke stå ”kasseret” i de bøger, anbragte børn får. Så ringede jeg ud til forskellige institutioner, og mange steder var de sådan ’ej det er jo fantastisk, det vil vi gerne’. Andre steder mødte jeg de her negative forventninger, som jeg kendte alt for godt. ’Vores børn, de læser jo ikke’, eller ’det er vores børn for skadet til, bøgerne bliver jo bare ødelagt’. Og det var nok i virkeligheden dér, Læs for Livet blev født. Dér hvor det gik fra at være sådan et logistisk projekt, hvor jeg samlede bøger ind og gav dem videre, til at være en organisation, der arbejder med det kæmpestore problem, der er derude, nemlig at de voksne rundt om barnet integrerer de her lave forventninger. Så hos mig blev det vreden, der fik mig til at ville ændre verden.
Bøger er jo også bøger om motorcykler. Eller kogebøger.
Rachel Röst
HVORDAN FLYTTER DU DEM SÅ – DE VOKSNE UDE PÅ INSTITUTIONERNE?
Det handler meget om at komme ud og besøge hver eneste institution, så de kan se os tale med børnene. Vi spørger dem om, hvilke bøger de godt kunne tænke sig at få i deres eget bibliotek. Vi interesserer os for dem og spørger ind til, hvad de godt kan lide. Og fordi de får en stemme i det, så åbner de også op på en helt anden måde. Vi er ikke bare nogle, der prakker dem et eller andet på. Og vi får alle mulige ønsker. En biografi om Christian den 9., eller bøger om planter fra en dreng, som gerne vil have en planteskole, når han bliver stor. Tit bliver bøger jo især hos svage læsere associeret med noget støvet, men bøger er jo også bøger om motorcykler. Eller kogebøger. Og når socialpædagogerne er vidne til de her samtaler, så sker der også et skift i deres mindset. De bliver faktisk overraskede. Og pludselig står der bare 400 bøger midt i stuen, som er udvalgt lige præcis til dem. Alle kan se sig selv repræsenteret og finde de bøger, som de har ønsket sig. Det ændrer noget.
SÅ DET AT INDDRAGE BØRNENE I BIBLIOTEKERNE ER I VIRKELIGHEDEN EN MEGET STOR DEL AF DET?
De samtaler vi har med børnene, er så vigtige. Der er hele tiden nogle andre, der har en mening om, hvad det nok er, de har lyst til at læse. Forældre har også tit en alt for stor tendens til at prakke deres børn det på, som de synes, de skal læse. Så dét overhovedet at have en interesse for, hvad der interesserer de her børn, altså ’hvem er du som menneske?’, det er de slet ikke vant til. Hele den respekt, der ligger i, at vi interesserer os for deres ønsker, skriver det ned og går hjem og udvælger de rigtige bøger, det er meget vigtig.
MEN HVAD SKAL DER TIL FOR AT SKABE EN LÆSEKULTUR? HVILKE REDSKABER GIVER DU DEM?
Ja, jeg kunne jo fortælle dem om statistikker, der viser, hvordan det hjælper børnenes livschancer og uddannelsesmuligheder. Men det er ikke det, der rykker pædagogerne eller de voksne rundt om barnet. Pædagogerne oplever selv, at det er deres opgave at hjælpe børnene følelsesmæssigt, ikke så meget at støtte dem i deres læring. Så jeg lægger meget vægt på at fortælle om, hvad det er, litteratur kan. Hvordan det hjælper med at sætte ord på følelser, giver et rum til fordybelse. Hvordan det kan virke afslappende, meditativt. Så jeg prøver at tale om det på en måde, så det bliver mere i tråd med, hvad pædagogerne selv synes er deres opgave.
Hvis man er 14 år, gider man ikke læse ’Ib har ræs på’.
Rachel Röst
HVORDAN SER SÅDAN ET SKRÆDDERSYET BIBLIOTEK TYPISK UD?
Det er alt fra 400 til 1000 bøger i ét bibliotek, men det kommer meget an på aldersspændet. Det er tit, at børnene ikke læser aldersvarende, så her er det vores opgave at finde litteratur, der ikke taler ned til dem. Hvis man er 14 år, gider man ikke læse ’Ib har ræs på’. Vi sørger for at skaffe bøger, der har et modent indhold og som tager læselysten alvorligt. Og selvom vi skræddersyr bibliotekerne ud fra, hvad børnene og de unge har ønsket sig, så lægger vi altid noget mere oveni, så de også får noget, de ikke vidste, de kunne få noget ud af. Det kræver en stor faglighed at sætte sådan et bibliotek sammen. Så vi har nogle meget dygtige frivillige.
Hos Læs for Livet har de indrettet en særlig læsehule med hyggelige kroge, bløde puder, lænestole og rar belysning.
Foto: Martin Stampe
HVAD ER TILBAGEMELDINGERNE FRA BØRNENE – OG DE VOKSNE?
Vi får fantastiske tilbagemeldinger. Vi hører for eksempel, at børnene fordyber sig i bøgerne. At godnathistorier bliver en ny og naturlig del af hverdagen. Vi hører om veninder, der læser sammen. Og så får vi også konkrete ønsker, ’nu har han slugt op til bind 6, har I 7, 8 og 9?’. Så vi sørger for at holde kontakten og får fyldt op. Og så kan vi se, at pædagogerne bliver gode til at bruge læsningen på andre måder. En skrev for eksempel om en pige, de havde haft svært ved at nå ind til. Så gav de hende en stak bøger, som handlede om noget af det, hun havde gennemgået, og så tog de i sommerhus for at læse sammen, og det havde åbnet op for nogle gode samtaler. Så der er faktisk nogle gode socialpædagogiske redskaber i det.
HVAD ER ET LÆS FOR LIVET-BIBLIOTEK?
Et læs for livet-bibliotek består af mellem 400 og 1000 bøger.
Bibliotekerne doneres til institutioner, hvor udsatte børn og unge opholder sig. Det er fx børnehjem, familieafdelinger, opvækstinstitutioner og ungdomspensioner.
Biblioteket er skræddersyet i tæt samarbejde med de børn og unge, der skal have det, og man kan få fyldt bøger op, lige så ofte man vil. Bøgerne skal ikke afleveres tilbage.
Biblioteket til hvert sted gennemtænkes fagligt, og det tager både udgangspunkt i børnene og de unges egne ønsker, ligesom det sikrer variation i genrer og sværhedsgrad.
Bøgerne skal stå fremme og være nemt tilgængelige, og der må ikke føres voksenkontrol med bøgerne.
Et Læs for Livet-bibliotek er første skridt til at blive tryg ved bøger og gøre læsningen til en del af børnenes og de unges hverdag.
Læs mere på laesforlivet.dk og rachelrost.dk.
LÆS FOR LIVET
Læs for Livet er en nonprofitorganisation, der blev stiftet i 2012 af Rachel Röst, som er forfatter og cand.mag i litteraturvidenskab. Hun blev selv anbragt som 16-årig, og bøger har haft en afgørende betydning for hendes livsbane.
I dag har Læs for Livet et lønnet sekretariat og over 30 frivillige. Siden 2012 har Læs for Livet doneret over 140 biblioteker til institutioner over hele landet.
I november 2016 fik Læs for Livet doneret 6 millioner af Egmont Fonden som fundament til de følgende fire års arbejde. Alinea støtter hvert år Læs for Livet med bogdonationer – i 2017 blev det til 1400 bøger.
