Du tror det er løgn!

Kan vi få ham et sted hen med udstoppede dyr?”. Redaktøren brainstormer på location for foto. Vi Læser skal nemlig en tur til Ballerup for at interviewe en mand, der elsker dyr. Og elsker at fortælle om dem. Derfor har han skrevet en usædvanlig letlæsningsserie, der kombinerer netop de to ting.

Men vi behøver ikke lede efter en location. For allerede i indkørslen står det klart. Her står en blikhane. Væltet lidt over på det ene ben. Som et varsel om, at der på denne matrikel hverken er trimmet hæk eller pæne designermøbler. Her er dyr. Alle vegne. Levende som udstoppede.

De første møder man i haven. I en fold med to kælegrise. I husets stue er der en skildpadde, en fugl og et aflangt loddent dyr. Udstoppede.

Men sjovest er de dyr, han skriver om. Bogen om zombiemyren og den hostende snegl. Eller mariehønen, der har et vildt forsvarsvåben, de færreste kender til.

”Mange bøger om dyr handler om, hvad de vejer, og hvad de spiser. Røvkedeligt. Vi skal vide, hvad de kan, og hvorfor de kan det! Som for eksempel mariehønen, der, når den bliver rasende, bløder ud af knæene. Det er en dybt fascinerende tanke. Tænk, hvis du selv blødte ud af knæene! Det er et supervåben, de har. Deres blod er giftigt for andre dyr”, siger Anders Kofoed med et lys i øjnene.

Netop dét lys får hurtigt journalisten til at stryge sine kedelige hv-spørgsmål.
I stedet:
Først skal jeg vist lige forstå din hjerne ...
”Ja, held og lykke med det!”, griner Anders Kofoed højt.

Kryb med superkræfter
Anders Kofoed er uddannet biolog. Han har altid arbejdet med naturformidling, bl.a. for København Zoo, Den Blå Planet og Knuthenborg Safaripark samt som dyreekspert på TV 2. Desuden holder han foredrag og skriver bøger. Senest den nye fri- og letlæsningsserie Du tror, det er løgn!. For det tror man virkelig.

Og når eleverne tror, det må være løgn, ja, så bliver det sjovere at læse, er hans overbevisning.

”Der er ikke noget af det, jeg skriver om dyr, der ikke er 100 procent faktuelt korrekt. Men formidlingen skal fange os. Derfor ser jeg mig selv som en oversætter. Jeg har selvfølgelig selv læst om dyrene et sted. Men det er min opgave at finde det gale, alle juvelerne, der gemmer sig i de videnskabelige artikler”, forklarer Anders Kofoed.

Derfor fortæller han i sine bøger, at helt almindelige kryb, vi har lige ude i haven, faktisk har superkræfter. At en sydaustralsk søhest ser så vild ud, at den ligner noget, børnehavebørn kunne have tegnet, mens de var høje på sukker. At myrer har to maver, og at den ene bruges til at made de andre myrer.

”Når børn læser om dyr, skal det sætte et spejl op foran dem. Så de kan relatere til det. Det gælder også for voksne. Jeg skelner ikke mellem målgrupperne. Det er humoren, de sproglige billeder og overraskelserne, som tvinger os til at vende verden på hovedet, og som får os til at læse videre”, mener Anders Kofoed.

Han bruger helt bevidst elementer fra folkeeventyrerne i sine bøger til børn. For fiktionen er med til at få det faktuelle til at hænge fast:

”Jeg glemmer aldrig, hvad Christoffer Columbus’ tre skibe hed, da han sejlede til Sydamerika. For det læste jeg i en Jumbobog. Selv prøver jeg at ligge et sted mellem David Attenborough og Bilbo Sækker. Midt mellem naturformidling og fantasy. Det giver et fantastisk resultat formidlingsmæssigt, synes jeg”.

Gurli og Bob hedder de to kælegrise, der går i Anders Kofoeds have. "Man har dem som en hund. De er lige så kloge. Lige så tamme. Og de hopper op i skødet på en", fortæller han. 

Bøger er lokkemiddel
Men skal der litterære krumspring til, for at børn gider at interessere sig for naturen? Anders Kofoeds svar er ’ ja og nej’. For 10 år siden var han sortseer og nærmest deprimeret over vores forhold til naturen. Men vi er ved at genopdage den. Blandt andet takket være corona, som har fået flere familier ud i naturen, mens alt andet har været lukket.

Lige nu er vi ’hjulpet’ af corona, men ellers kan gode bøger om naturen være det lokkemiddel, der får os ud i den bagefter.

”Når man har læst om mariehønen, der bløder ud af knæene, får man helt naturligt lyst til at gå ud og finde en mariehøne i haven eller skolegården”, siger han og laver en reference til sin egen fantasyinteresse:

”Bøger skal være en portal ud til den rigtige natur. For i sidste ende skal naturen jo ikke læses. Den skal opleves”.

Det er en voksenpligt at præsentere børn for naturen. Men det handler om at vække deres nysgerrighed, så de selv vælger naturen til.

Anders Kofoed

Indoktrinering dur ikke
Man skal ikke langt ud omkring det hus, hvor Anders Kofoed selv bor, for at møde naturen. Lige uden for døren går de to kælegrise, Gurli og Bob, rundt i en fold. De skulle have heddet Galadriel og Frodo, men Anders Kofoed blev stemt ned. I folden står en bænk. Man ser for sig, at Anders Kofoed sidder på den med en kløende hånd i pelsen på en gris.

”Jeg elsker grise. Lige siden jeg læste om Grisepjokket i Emil fra Lønneberg, har jeg ønsket mig en gris. Da jeg som voksen læste om ungarske uldsvin i Illustreret Videnskab, var det bare det mest hyggelige nogensinde. Til sidst overgav min kone sig.

Man har dem som en hund. De er lige så kloge. Lige så tamme. Og de hopper op i skødet på en”, fortæller han. Endnu en overraskende oplysning om naturen.

Men faktisk forsøger Anders Kofoed at undgå at være et omvandrende dyreleksikon. Især overfor sine egne børn. Indoktrinering dur ikke.

”Det er en voksenpligt at præsentere børn for naturen. Men det handler om at vække deres nysgerrighed, så de selv vælger naturen til. Det dur ikke at plage dem. Det dur heller ikke som voksen at tro, at man skal vide en masse om naturen for at gøre børn nysgerrige. Mange voksne er bekymrede: Ved jeg nu nok? Det behøver du slet ikke. Vi får noget ud af bare at være i naturen. Viden er bonus”, siger Anders Kofoed.