Du har udgivet omkring 150 titler. Hvordan får du idéerne?
For mig handler det mere om at stoppe idéudviklingen. Når jeg har fået én idé, så knopskyder fem andre historier af sig selv. Så det handler bare om at åbne for hanen og gå i gang med at tappe. Jeg prøver altid at sætte mig selv i forbindelse med, hvad jeg syntes var fedt at læse i mine unge år. Det er ikke fordi, at nutidens børn skal læse de samme ting som dengang, for tiden og smagen ændrer sig. Men det, der trigger og giver læseren lyst til at forsvinde ind i andre universer, er stadig det samme.
Hvad kan de genrer?
Spændingsgenrerne er det, jeg selv manglede som ung læser i 80’erne, og det, der tænder min fantasi mest. Spændingsgenrer fanger nogle af de læsere, som ikke har nemt ved at komme i gang med at læse. Det er vigtigt at tage bøgernes historier lige så alvorligt, som hvis det var historierne i et computerspil eller film. Spændings- og fantasygenrer er ekstremt effektive portaler ind til andre verdener, erfaringer og mennesker. Nogle gange giver det dig adgang til udfordringer og følelser, som du kender – andre gange kender du dem ikke.
Hvordan balancerer du at gøre bogen spændende, men stadig letlæselig?
Mit dogme er altid, at det skal handle om noget. Der har været en tendens til at tænke, at letlæsning også skal være letforståeligt. Fordi de, der ikke orker en tyk roman, orker nok ikke noget som helst. Det er noget pjat. Læseudfordringer er ikke det samme som kognitive udfordringer. Det kan sagtens være letlæseligt og rumme lige så meget spænding som en stor roman. Det skal stadig være en stor episk historie, selvom det er i lille format. Selvfølgelig bliver nogle mellemregninger taget ud. Du standser ikke hele tiden op og fortæller
om duggen på græsstråene og om solens første stråler i morgendæmringen. Men du springer videre til det, der er selve handlingen. En handling, hvor der er noget på spil, og det store eventyr venter. Det er vigtigt. Hvis det bare er en letlæsningsbog med en kort historie uden handling, så kan jeg godt forstå, at den læseudfordrede 10-årige dreng kaster bogen fra sig og går hen til computeren i stedet.
Hvilken udvikling har du set i letlæste titler i Danmark over de seneste år?
Der er sket en kæmpe udvikling på meget få år. Før lyste det ud af letlæsningsbøgerne, at de var læsepædagogisk bearbejdet. Ikke nok med at de så dødssyge ud, så var historierne gennemtyggede og uden handling. Jeg var selv med til at presse på for, at det skulle droppes. De lignede, jeg ved ikke hvad. Så kunne man sidde der i klassen og signalere, at man ikke kunne læse en ’rigtig’ bog. Hvis du skal have den ikke-læsestærke elev til at kigge på bøgerne, så skal de se lige så fede ud som de bøger, der ikke er bearbejdet – og historierne ligeså. Den eneste forskel skal være, at letlæsningsbøgerne er bearbejdede og tager hensyn til elevens læseniveau.
Hvad er det, du gør i dit forfatterskab, som får de læsetrætte med?
Fra starten har det drejet sig om den samme ting: At tage historierne alvorligt! Når du fx lavede en gyserhistorie i gamle dage, så var de jo aldrig rigtig uhyggelige. Så var det ikke noget stort monster, men bare naboens kat, der var i kælderen. Når de så kiggede på deres computerspil, så var det jo et vaskeægte monster. Letlæsningsbøgerne skal have alvorlige historier, og der skal være lige så meget på spil. De skal tilbyde noget, der er lige så godt som det, eleverne kan finde andre steder.
Rød Læseklub
Månetårnet 1: Tyven
Månetårnet er en fantasyserie med tre bøger: Tyven, Magikerens labyrint og Wurm den sorte.