Dagbogen gør plads til det grimme

Du skriver om Lullus liv i dagbogsform – hvad er det, dagbogsgenren kan?
Dagbogen er uden filter. Den viser alle følelser og tanker – også dem, der er mindre pæne, og som vi har lært er forkerte eller dårlige. I dagbogen skal vi ikke fremstå perfekte eller velovervejede, og derfor er genren så dejligt befriende. Dagbogen er et safe space, hvor vi kan fortælle om alt det, som ingen må vide. En dagbog er ikke pæn eller korrekt, den kan være grim, spontan og superpinlig. Som regel forsøger vi mennesker at fremstå sympatiske, så andre godt kan lide os. I dagbogen er der ingen dommer. Der er plads til det hele.

Hvor finder du inspiration til Lullus oplevelser? 
Jeg så en udsendelse på DR, der hed Kære dagbog, hvor voksne læste op fra deres teenagedagbog, og der blev jeg godt nok sat tilbage til min egen teenagetid. Jeg blev mindet om alle de store følelser og skift, der er i den periode af ens liv. Jeg har også læst Vi Unge-magasiner på biblioteket og hørt alle afsnit af Vi Unges Pinlige historier-podcast – der er så meget god inspiration. 

Hvordan holder du dig opdateret på, hvad der rører sig blandt unge, fx emner, trends og sprog?
Jeg læser meget børne- og ungdomslitteratur, især af andre danske forfattere. Jeg ser serier og dokumentarer om målgruppen, så jeg får fornemmelse for sproget, og hvilke emner der optager dem. Jeg forsøger ikke at efterligne deres sprog, for det kan jeg alligevel ikke, og det skifter hurtigt. Jeg er optaget af tonen, af at sproget skal flyde, og at jeg ikke bruger gammeldags ord og vendinger.

Hvad kræver det som voksen at skrive til unge? Er der noget særligt, du tænker over?
Det kræver modet til at tage den unges perspektiv. Jeg prøver for alt i verden at undgå, at jeg indtager et pædagogisk perspektiv, hvor jeg skal igennem med en morale eller et budskab. Jeg føler ikke på den måde et særligt ansvar, fordi det er børn og unge. Så skulle det da lige være ansvaret for at tage dem alvorligt.