På Skovbrynet skole i Bagsværd starter 100-dagesfesten allerede den dag, børnehaveklasseeleverne starter i skole. Lene Grauballe er børnehaveklasseleder, og hun elsker at fejre 100-dages fest med sin elever.
“Vi begynder at tælle sugerør fra den dag, eleverne starter i skole. Vi har 100 sugerør stående i en potte. Hver dag flytter eleverne et sugerør over i anden potte. Når vi har rykket 10, samler vi dem i en bunke med en elastik om,” forklarer Lene Grauballe.
Sugerørene er med til at give eleverne deres første talforståelse. Eleverne lærer, hvordan de gennem bunker med 10 kan nå til tallet 100. For Lene Grauballe og hendes elever er det en sjov måde at varme op til den store dag. Men at tælle sugerør er ikke den eneste måde, de på Skovbrynet skole tæller ned eller tæller frem til den store dag.
Nedtælling er vigtigt
Når der er 20-30 dage til 100-dagesfesten, laver Lene Grauballe og hendes elever en lang strimmel, som de hænger op i klassen. Hver dag klipper de en slip af, så eleverne kan se, hvor tæt på de 100 dage i skole de er.
I ugerne op til festdagen laver de en orm på papir. Ormen udgøres af 10 cirkler, hvor eleverne kommer 10 genstande ind i ormens 10 cirkler.
“Det kan fx være 10 pastaer, 10 perler, 10 knapper, 10 stykker klippet sugerør, bønner eller centicubes, som vi limer ind i cirklerne. Det kan være hvad som helst. Ris kan også bruges,” forklarer Lene Grauballe med et smil på læben.
Ormen er fuldendt, når alle 10 cirkler er fyldt med ting og sager. Tingene visualiserer for eleverne, hvor meget der skal til for at nå frem til tallet 100.
Snacks er et vigtigt element til en fest. Gør som Lene Grauballe og få hjælp fra elevernes forældre. Lav en flot buffet af forskellige retter og lidt godter til bagefter, så eleverne kan få et lækkert festmåltid, når I fejrer festen sammen.
I kan også sørge for, at I har fx 100 vindruer, 100 vingummier, 100 rosiner eller 100 kiks. Når man holder 100-dagesfest, er det vigtigt, at I rammer tallet 100. Man kan ikke kun spise 98 rosiner, når man har 100-dagesfest.
Et ansvar for fællesskabet
Spørger man Lene Grauballe, hvorfor det er vigtigt at fejre 100-dagesfesten, hæfter hun sig særligt ved to ting. 100-dagesfesten kan kobles op på faglige aspekter som fx læring om tal. Men det sociale aspekt i 100-dagesfesten er mindst lige så vigtigt.
“Når man bruger 100-dagesfesten som omdrejningspunkt for meget af undervisningen, får man eleverne til at tage del i ansvaret for fællesskabet i klassen,” siger Lene Grauballe.
På Skovbrynet skole bliver 100-dagesfesten brugt til at skabe dialog om fællesskabet i klassen. Fx kan Lene Grauballe finde på at spørge eleverne:
“Nu har I gået i skole i 30 dage. Hvad har I lært på de 30 dage? Er I fx blevet bedre til at lytte, når jeres klassekammerater taler?”
Dagene op mod 100 bliver brugt til at samle op på, hvor meget børnehaveklasseleverne har lært inden for en given tidshorisont.
"Eleverne delagtiggøres i ansvaret for klassens fællesskab. Det, synes jeg, er noget af det, der er helt essentielt ved denne her fejring,” fastslår Lene Grauballe.
Meget af læringen forbundet til 100-dagesfesten er derfor koblet op på elevernes sociale kompetencer. Kompetencer, man skal lære, når man går i skole og skal indgå i et fællesskab.
Eleverne delagtiggøres i ansvaret for klassens fællesskab. Det, synes jeg, er noget af det, der er helt essentielt ved denne her fejring, fastslår Lene Grauballe.
Den store festdag
Nu er dagen kommet, hvor børnehaveklasseleverne har gået i skole i 100 dage. Det fejrer begge børnehaveklasser med et brag af en fest. Eleverne starter dagen med at blive inddelt i tre forskellige værksteder. Et værksted, hvor eleverne laver 100-dageshatte, og et andet, hvor de laver bordkort. I det sidste værksted dækker eleverne bord og pynter klasselokalerne op.
“Den får ikke for lidt. Der skal glimmer, duge og konfetti til, når børnehaveklasseleverne har 100-dagesfest,” fortæller Lene Grauballe.
På Skovbrynet skole hjælper børnehaveklasseelevernes forældre til med maden. Den ene børnehaveklasse kommer med mad, og den anden medbringer flotte kager til festdagen.
“Vi får skabt en flot, overdådig buffet, så eleverne får serveret et festmåltid på deres store dag. Der kan være alt fra pastasalat og risretter til frikadeller og pizza,” siger Lene Grauballe.
Til en festlig middag hører der dessert og hygge til. Når måltidet er indtaget, er det tid til kage og filmhygge på Skovbrynet skole. Alle kager er pyntet så flot med ‘100 dage i skole’ skrevet på dem.
“Vi går over på SFO’en, hvor vi dækker op til et kæmpe kagebord. Her kan børnehaveklasseleverne gå amok og spise al den kage, de kan. Tre stykker kage hver. Det er deres festdag,” siger Lene Grauballe og fortsætter:
“Og imens der gumles kage i stride strømme, afslutter eleverne dagen med en god film, hvor de kan hygge sig med hinanden.”
100-dagesfesten er kulminationen af elevernes første 100 dage i skole. For Lene Grauballe er det en helt central dag, der altid vil være tilbagevendende år efter år.
Sjove aktiviteter til 100-dagesfesten
Vi har samlet en liste over aktiviteter, I kan lave til jeres 100-dagesfest. Her får I 20, så kan I selv brygge videre, til I når 100.
1. Farvelæg jeres eget 100-dagesdiplom. Download diplomet nederst på siden.
2. Stå på ét ben i 100 sekunder.
3. Lav 100 englehop.
4. Lav en tegning af det, I tænker på efter jeres 100 dage i skole.
5. Form tallet 100 ud af alle klassens elever.
6. Find 100 grunde til, at I kan lide at gå i skole. Er det lige en tand for meget, kan I starte med at regne, hvor mange I skal finde, hvis I trækker 90 fra 100.
7. Lav en flaskepost til den kommende børnehaveklasse. Fortæl dem, hvad de kan glæde sig til, når de har gået i skole i 100 dage.
8. Lav en hilsen med 100 ord, som I hænger på skolens opslagstavle.
9. Lav 100 tegninger sammen i klassen. I kan starte med at regne ud, hvor mange tegninger I skal lave hver især.
10. Fortæl på skift, hvad I har lært efter de første 100 dage i skole.
11. Tæl til 100 sammen i klassen.
12. Find 100 ting, som I samler i en kasse. I kan fx gå på jagt rundt på skolen og i naturen omkring skolen.
13. Lav et regnestykke, der giver tallet 100. Det kan fx være 30+70, 17+83 eller 50+50.
14. Find et målebånd og stabl en masse ting, der tilsammen måler 100 centimeter.
15. Brug en vægt til at finde en eller flere genstande, der vejer 100 gram.
16. Tag 100 skridt og se, hvor langt I kommer.
17. Snør løbeskoene og løb 100 meter på en bane, I sammen måler op et sted på skolen.
18. Kig i reklameaviser og find ting, der koster 100 kr.
19. Vær stille i 100 sekunder.
20. Slut af med at have grineflip i 100 sekunder.
Diplom til en flot præstation
Download diplomet til dine elever. Slut festen af med, at eleverne selv skriver deres navn og dato på diplomet og farvelægger med flotte farver. Laminer dem og hæng dem op i klassen, så I resten af skoleåret kan mindes jeres 100-dagesfest.
Børnehaveklasseportalen
Børnehaveklasseportalen er en engagerende og komplet læringsportal til 0. klasse fyldt med aktiviteter, hvor leg og bevægelse er i centrum. Portalen danner udgangspunkt for klassens fælles undervisning, hvor det er børnehaveklasselederen, der formidler indholdet.