HVAD ER KONSTRUKTIVISME?
Overordnet set er der mange læringsteorier, der på forskellig vis indeholder elementer af konstruktion. Deraf ordet ”konstruktivisme”.Klassiske eksempler herpå er psykologerne Vygotskys og Piagets teorier. Ny viden opbygges ifølge disse teorier ved hjælp af menneskers aktive, ”konstruerende” handlinger.
I forhold til undervisning er pointen, at den lærende selv skal være aktiv for at læring finder sted. Det er ikke nok, at læreren taler og eleven lytter. I hvert fald skal eleven som et minimum under lytningen være koncentreret, følge med, tage noter, stille spørgsmål osv., mens læreren ”forelæser”.
Lærerens tale bør desuden, ifølge konstruktivismen, følges op og/eller afbrydes af læreprocesser med endnu mere aktiv konstruktion: Diskussioner, opgaveløsning, øvelser, eksperimenter, ”serious games” og andre aktiviteter, der – gerne i samarbejde med andre elever – fører til en personliggørelse/konstruktion af ny viden hos eleven.
Men ikke alle læringsteorier omfatter en sådan ”personliggørelse” (og dermed heller ikke en konstruktion) hos eleven og er derfor heller ikke ”konstruktivistiske”. Et eksempel er teorier, der beskriver automatiske stimuli-respons læreprocesser, som for eksempel er måden, hunde, rotter og heste kan lære at udføre bestemte handlinger på.
Mange læringsforskere mener, at en meget stor del af det, vi mennesker lærer, i virkeligheden foregår gennem sådanne stimuli-respons læreprocesser. Det kan man læse mere om i de to danske læringsforskere Mads Hermansen og Knud Illeris’ glimrende oversigtsværker, der beskriver de mange forskellige læreprocesser og teorier om læring, der findes. Herunder også en række forskellige former for ”konstruktivisme”.
FORSKELLIGE FORMER FOR KONSTRUKTIVISME
Mens de nævnte klassiske teorier af Vygotsky og Piaget indeholder klare elementer af konstruktion i deres forståelse af læring, anvendes i dag også mere ”radikale” teorier, der ser ”alt” som konstruktion.
En sådan ”radikalisering” af konstruktivismen kalder man ofte for ”konstruktionisme” eller direkte ”radikal konstruktivisme”. Et eksempel på det er forskeren von Glaserfields ”radikale konstruktivisme”, der er i tråd med forskeren Gergens ”socialkonstruktionisme”.
Sådanne teorier opererer med den grundantagelse, at vi ikke har direkte adgang til den materielle virkelighed, men kun til vores egne fortolkninger af den. Pointen er, at selv om vi ser, hører og føler verden, så er sansningen styret af vores forforståelser og de indre konstruktioner, vi allerede bærer rundt på. Det vi ser, er altså vores egen konstruktion af verden.
Læring finder ifølge sådanne forståelser sted, når erkendelsen, i stedet for et forventet resultat, fører til en forstyrrelse, der medfører nye konstruktioner. En meget anvendt udgave af konstruktivismen er sociologen Niklas Luhmanns ”operative konstruktivisme”, der repræsenterer et opgør med den ”Piaget’ske” konstruktivisme, der i praksis har ført til overskrifter som ”vi skal gå fra undervisning til læring” og ”ingen kan lære nogen noget”.
LUHMANNS OPERATIVE KONSTRUKTIVISME
Ifølge Luhmanns læringsteori, er sætningen ”vi skal gå fra undervisning til læring” meningsløs.
De to størrelser tilhører nemlig forskellige systemer og er såkaldt ”omverden” for hinanden. Afgørende for Luhmann er kommunikationen. Kommunikation i et socialt system (fx en skoleklasse) kan kun finde sted, når deltagerne (eleverne og læreren) er i stand til at ”redigere” den mangfoldighed af indfald, der hele tiden dukker op i bevidstheden, og dermed kunne forholde sig til kommunikationens (undervisningens) tema.
Kommunikation udgøres af en tredelt enhed, som syntetiserer (sammenfatter) tre komponenter, nemlig information (afsender), meddelelse (proces) og forståelse (modtager).God undervisning muliggør kommunikation og god undervisning ”forstyrrer” bevidstheden hos eleverne, igangsætter nye tanker, idéer og følelser, og introducerer nye emner. Lærerrollen handler således om aktiv og engageret tilstedeværelse i undervisningens sociale kommunikative system.
‘Videnskonstruktion’ fremmes, når den lærende (eleven) er motiveret og dermed aktivt engageret, gerne i samarbejde med andre.
PAPERTS KONSTRUKTIONISME
Hvor Luhmanns konstruktivisme kan ses som et opgør med Piaget, kan man i kontrast hertil betragte psykologen og LEGO-forskeren Seymour Paperts konstruktionisme som en videreudvikling af Piagets og Vygotskys læringsteorier.Paperts konstruktionistiske læringsteori er udviklet i miljøet omkring MIT Media Lab i universitetsmiljøet i Boston, USA. Med i kredsen omkring Papert var/er også M. Resnick og E.Ackermann (sidstnævnte var i en periode assistent for Piaget i Schweiz).
Hovedprincippet i Paperts konstruktionisme er i fuld overensstemmelse med de basale antagelser i konstruktivismen, nemlig at den lærende aktivt må konstruere og rekonstruere viden på basis af sine erfaringer.Hos Papert understreges det, at denne ”videnskonstruktion” fremmes, når den lærende (eleven) er motiveret og dermed aktivt engageret, gerne i samarbejde med andre (elever), så de i fællesskab kan reflektere over læreprocesserne.
Papert lægger også vægt på at konstruktionistiske læringsmiljøer skal give mulighed for at den lærende kan opnå viden ad mange forskellige veje. Det vil sige variation i både undervisnings- og læringsmetode, gerne med brug af konkrete undervisningsmaterialer, medier og it.Paperts konstruktionisme kan således ses som værende i familie med teorier om multiple intelligenser (Gardner) og multiple læringsstile (Dunn & Dunn).Betydningen af variation i undervisnings- og læringsmetoder deles med store dele af den pædagogiske forskning (Andersen, 2010, 2011).
OPSUMMERENDE: GRUNDPRINCIPPER I KONSTRUKTIVISME
Læring finder bedst sted, når den lærende aktivt “konstruerer” viden.
Læreren skal sikre god kommunikation og sætte klare rammer og regler for undervisningen i klassen
Optimale konstruktivistiske læringsmiljøer tager højde for multiple intelligenser og læringsstile, så der er mange måder at konstruere viden på.
Variation af undervisningen, med fokus på mange forskellige måder at undervise og lære på, er central i konstruktivismen.
Fælles diskussioner og refleksioner over/i undervisningen, indholdet og læringen er betydningsfulde.
REFERENCER
- Andersen, F.Ø. (2010): Verdens bedste folkeskole. Århus: Århus Universitetsforlag.
- Andersen, F.Ø. (2011): Positiv psykologi i skolen. Frederikshavn: Dafolo
- Ackermann, E. (1993): Tools for constructive learning. Billund: Lego Education
- Gruber, H. (1977): The Essential Piaget. New York: Basic Books
- Harel, I. (1990): Constructionist learning. Cambridge: MIT Media Lab
- Keer & Nassehi (1997): Niklas Luhmann – introduktion. København: Hans Reitzel
- Papert, S. (1991): Constructionism. Norwood: Ablex Publishing
- Rasmussen, J. (2004): Konstruktivistiske bidrag. København: Unge Pædagoger.
- Rasmussen, J. (1999): Læring og læringsteorier. I: KVAN nr. 54, august 1999.
