”Jeg synes, Chunks er fuldstændig central i undervisningen af et fremmedsprog,” indleder engelsklærer og forfatter til systemet, Cathrine Høffner. ”For det giver eleverne mulighed for lynhurtigt at kunne danne sætninger, uden at de behøver tænke så meget over tunge grammatikregler. De bliver kastet ud i at bruge nogle vendinger så hurtigt som muligt.”
Det virker!
Cathrine Høffner skynder sig at understrege, at metoden ikke som sådan er ny. Det nye er, at man med Chunks sætter ord på, hvordan man arbejder med faste sætninger og vendinger. Cathrine underviser i dag på Stenhus Gymnasium i Holbæk, men har tidligere undervist i folkeskolen, og der kunne hun virkelig se, at det virkede.
”Jeg kunne se, hvor super hurtigt eleverne begyndte at snakke. Når det fra starten giver mening, hvad de siger, og de kan skabe en historie sammen, så er de meget mere motiverede til at snakke. I Chunks snakker de fortrinsvis i par og i mindre grupper. Der kan også være klasseaktiviteter, men der bliver ikke spurgt ud i klassen på en måde, så det kun er en enkelt, der skal svare. Det er meget bygget op om, at alle skal snakke,” siger hun.
1. Fødselsdag
Lad eleverne planlægge deres egen fødselsdagsfest. Der skal både sendes invitationer ud, pyntes op til fest og bages en fødselsdagskage.
2. Rejsen
Lad eleverne rejse til et engelsktalende land. De skal bl.a. gennem lufthavnen, besøge turistattraktioner, købe souvenirs og sende postkort hjem.
3. Rummet
Lad eleverne besøge et fiktivt museum om rummet, hvor eleverne bl.a. skal købe billetter, besøge de forskellige udstillinger og en tur på cafe.
Vendinger får eleverne til at tale
Helt bogstaveligt betyder ’chunks’ bidder, og det kan her oversættes til sprogbidder. Det vil sige de bidder, som sproget er bygget op af. Det kan være faste vendinger, ord der ofte optræder i sammenhæng eller idiomer.
Som et eksempel på den sidste kategori nævner Cathrine Høffner et kapitel i undervisningsmaterialet, der hedder ’In space’. Her handler det blandt andet om idiomer som ’over the moon’, ’out of this world’. I løbet af hvert kapitel bliver eleverne præsenteret for en række af disse vendinger, og derefter skal de så selv få dem i spil i forskellige sammenhænge.
”På den måde kommer de i gang med at snakke meget hurtigt,” forklarer Cathrine Høffner. ”Et eksempel er kapitlet ’On a camping trip’, hvor eleverne får en række ord for ting, man normalt har med på camping trip. Ordene skal så sættes ind i sætninger som for eksempel ’What are you going to bring on this camping trip?’ Og ’I’m going to bring…’. Og der er også en øvelse, hvor en elev starter med at sige, hvad hun vil tage med, og så skal hver elev bagefter sige, hvad alle de foregående ville tage med, inden hun siger, hvad hun selv vil tage med. Det er også en måde at få dem til at øve grammatik på.”
Ord som en del af samtaler
På samme måde som grammatikken ikke er væk i Chunks, er ordforrådstræningen det heller ikke. Forskellen er blot, at ordene bliver puttet ind i meningsfulde samtaler, i stedet for at eleverne lærer dem som enkeltord.
”I de seneste par årtier har vi bevæget os væk fra fokusset på grammatikregler og over til et fokus på, at eleverne skal kunne bruge sproget. Reglerne er der jo altid i sproget, men det er ligesom, hvis man flytter til et nyt land. Så bliver man også bare kastet ud i det. Man bruger faste vendinger ved købmanden og på arbejdet, og efterhånden kan man høre, hvad der lyder rigtigt. Jeg har også grammatik med i Chunks, men det holdes mere skjult. Det handler om at gøre det sjovt og meningsfuldt for eleverne, og det mener jeg, at man gør ved så hurtigt som muligt at sætte dem i stand til at tale sammen om noget, der giver mening.”
4.-6. klasse | Serie
Chunks
Chunks er et supplerende undervisningsmateriale til engelsk- og tyskundervisningen i 4.-6. klasse. Eleverne arbejder systematisk med relevante ord og udtryk og opmuntres til at turde tale og skrive på målsproget – i hver time!