”One, two, three”.
Allerede på vej ind ad døren er Louise Holst Tollan i gang med at undervise 1. b på Brøndby Strand Skole i engelsk. Four, five, six fortsætter hun talrækken på engelsk, mens eleverne finder deres pladser og sætter sig ned. Med bare en lektion om ugen er der ingen tid at spilde, så al undervisning foregår som udgangspunkt på engelsk, også når Louise Holst Tollan skal irettesætte en elev. Eleverne skal bades i sprog.
Smartboardet er tændt, og hurtigt er Louise Holst Tollan inde i det digitale univers, der både udgør den interaktive undervisning, hendes egen forberedelse og elevernes PosterRoom, hvor de kan hente lydfiler og øve sig på sange, rim og remser og kreere egne billeder. Grundsystemet med tilhørende digitale ressourcer, som Louise Holst Tollan underviser efter, hedder Yes we can. Et undervisningsmateriale, som hun sammen med Sara Hajslund er forfatter til, og som er udgivet på Alinea.
Presset på forberedelsen
Selv om Louise Holst Tollan har været en varm fortaler for at være kreativ og selv lave sit eget undervisningsmateriale, så er hun blevet ret begejstret for den nye måde at arbejde på. Alt materialet er samlet i Teacher Room på web’en, hvor hun kan hente færdige årsplaner og ugeplaner til forældrene samt gode tips og kopiark, hvis det skulle blive nødvendigt.
Indførelsen af skolereformen med flere undervisningstimer har betydet, at hun og kollegerne er pressede på forberedelsestiden, ligesom engelsklærerne ofte ikke er uddannet i at undervise de yngste elever i engelsk. En elevgruppe, der vel at mærke ikke kan læse og skrive endnu.
Det kræver en anden måde at være engelsklærer på, forklarer Louise Holst Tollan, der har beskæftiget sig med tidlig engelskundervisning i adskillige år. Hun er ansat i Brøndby Kommune, hvor man i 2004 på forsøgsbasis begyndte at give børnene engelsk på skemaet fra 1. klasse. Det var længe før, der var tænkt på skolereform og tidlig engelsk. Så Louise Holst Tollan og hendes kollega, som stod i spidsen for projektet, måtte selv finde frem til metoder og materialer, der virkede.
”Vi gjorde meget ud af, at eleverne skulle bades i sprog. Hvis vi skulle spille et nyt spil, så var den første instruktion på dansk, men senere foregik al instruktion på engelsk. Min kollega og jeg kunne gå ind i en klasse, og der kunne gå 14 dage, før eleverne opdagede, at vi også kunne tale dansk. Der var kun engelsk i lokalet. Eleverne skulle stå på tæer for at forstå det. Og det var præcis det, vi ønskede,” fortæller Louise Holst Tollan om undervisningen, der bød på flere timer engelsk om ugen og to lærere i alle timerne. Projektet blev sidste år skåret ned, og i år har eleverne i Brøndby Strand Skoles 1. klasser kun én ugentlig engelsktime, som landets øvrige elever. Derudover har man på skolen valgt at bruge en UU-time på engelsk, så eleverne i første klasse får to timer.
Flere kategorier af ord
Det er nye rammer for den tidlige engelskundervisning, og det kræver nye undervisningsmaterialer og metoder. Men det norske system har åbnet Louise Holst Tollans øjne for andre måder at gribe undervisningen an på.
”Systemet åbner sproget op på en anden måde, end jeg har været vant til. Bogen starter med et stort såkaldt myldrebillede med en masse elementer på. Det betyder, at jeg får flere børn og deres individuelle niveauer i spil. Vi skal huske på, vi har modtaget iPad-generationen. Børn i 1. klasse er født i 2010 og vokset op med de første iPads. De har haft adgang til spil meget tidligt. Især mange drenge begynder at spille i en tidlig alder, og det foregår typisk på engelsk.”
Elevernes ubevidste ordforråd er derfor relativt stort. Dertil kommer de transparente ord, som børnene kender som danske, men som oprindeligt er engelske eller lyder på samme måde; burger, pizza, cat m.fl. Disse ord sætter grundsystemet i spil, så børnene får flere ord at jonglere med.
Yes we can grupperer ordene anderledes, end jeg tidligere har gjort. Det er ikke så firkantet. Førhen tog jeg en kategori ad gangen. Hvis jeg havde frugter som tema, så handlede det kun om frugter. Her arbejder man med hele billedet og flere kategorier på en gang. Det betyder, at der sker noget andet i hjernen hos børnene. Det prikker hul på flere kategorier på en gang. Nu har de pludselig møbler, legetøj og frugter at vælge imellem, og eleverne kan aktivere alle elementerne på den interaktive tavle og høre udtalen af ordene,” forklarer engelsklæreren og fremhæver grundsystemets systematiske brug af fx chunks of language og sight words – de 120 hyppigst forekomne ord på engelsk – som et plus.
Engelsk sat i system
”Ud over et basisordforråd gør systemet brug af chunks of language. Det er jo den måde, vi lærer sprog på. Så når jeg beder eleverne om at sige, hvad de godt kan lide, siger de fx: ’I like apples’. Jeg kan altså meget hurtigt få dem til at lave små dialoger,” forklarer Louise Holst Tollan og peger på et tredje element i systemet, som hun er særlig glad for. Nemlig den systematiske indlæring af de såkaldte sight words – de 120 hyppigste ord på engelsk – som gerne skal sidde på rygraden af eleverne, fra de er små. Så bliver det nemmere for dem, når de i tredje klasse skal til at læse og skrive på engelsk, forklarer Louise Holst Tollan:
”Når vi flytter engelskundervisningen til første klasse, så begynder de engelske børnebøger at blive super interessante for danske børn. For nu kan de pludselig læse The Very Hungry Caterpillar i 3. klasse. Der åbner sig pludselig en stor verden af engelsk børnelitteratur for dem.”
På Brøndby Strand Skole har man derfor kunnet konstatere, at de elever, der har haft engelsk fra 1. klasse, har opnået et større ordforråd, ligesom de ikke er blevet slaver af ord til ord-oversættelser. De har lært sproget i chunks og gennem leg og musik.
”Ordforrådet sættes i spil på en ny måde, når du kan bruge autentiske tekster. Når eleverne kommer i 9. klasse, har de haft engelsk lige så længe, som de har haft dansk. Selvfølgelig på et andet niveau. Men når man først tænder for engelskmodtageren i 1. klasse, så er den tændt. Så er det ikke længere et ubevidst sprog, men noget, der giver mening. Noget, de kan bruge.”
Skab behov for sprog
Netop det meningsfulde i at lære et fremmedsprog er centralt, når man kigger på forskningen. Robert Lee Revier er ph.d. og lektor på læreruddannelsen på UCC og har forsket i bl.a. ordforrådstilegnelse og tidlig sprogundervisning.
”Det skal give mening at lære et sprog, og hvis man ikke kan se, hvad man skal bruge det til, så mister det sin betydning. Al fremmedsprogsundervisning går derfor ud på at skabe et behov for sproget. Når vi har lært vores modersmål, er det, fordi vi har et behov for at kommunikere. Og det element skal vi prøve at genskabe, når vi sidder i klasseværelset. Det er nemmere sagt end gjort, vil jeg gerne understrege. Eleverne har et modersmål, og de har faktisk ikke behov for at lære et nyt sprog. Det skal vi skabe hos dem. For det driver deres motivation,” siger Robert Lee Revier, der fremhæver sproglig bevidsthed som den akse, hvorom den tidlige engelskundervisning bør dreje.
Sproglig bevidsthed først
”Selvfølgelig er vi også interesseret i at udvikle børnenes sprog, men ikke gennem tung skriftlighed og grammatik. Det overordnede formål på dette tidspunkt bør derfor være at arbejde med sproglig bevidsthed, men også med det kulturelle aspekt. Det handler om, at børnene skal have det sjovt. Det ses i Yes we can med de interaktive øvelser,” siger Robert Lee Revier, der tidligere har stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at bruge et lærebogssystem i begynderengelsk, netop fordi man ikke kan trække på børnenes skriftlighed.
Efter have kigget elevbogen og lærervejledningen til Yes we can igennem giver han systemet følgende skudsmål:
”Jeg synes, det virker meget lovende og lægger op til noget helt og aldeles fornuftigt. De har fundet ud af, hvordan man løser det problem, at man ikke kan trække på det skriftlige, som man ellers er vant til at gøre i sprogundervisningen. Eleverne bliver ganske vist eksponeret for skriftlighed, men det er understøttet af billeder, og der er ingen forventning om, at eleverne selv skal producere noget på skrift. Det er den helt rigtige opbygning.”
Analog og digital undervisning
Yes we can er bygget op på en sådan måde, at det bygger bro mellem elevernes trykte bog og det digitale univers. Og det får Robert Lee Revier til at vende tommelen opad.
”Jeg kan godt lide bogsystemer, det er dejligt med rammer. Og de fleste børn kan godt lide, at der er rammer. Derudover har man løst problemet med, at børnene faktisk ikke kan læse og skrive endnu, ved hjælp af den interaktive tavle. Det er godt, for det trækker på noget genkendeligt. Børnene har jo noget engelsk sprog, når de starter i skole, fra familien, fjernsynet og computeren, og de er vant til trykke og trække på iPad og computer. Det er et godt udgangspunkt, at man i Yes we can har begge dele med.”
Ifølge Revier har det stor betydning for elevernes motivation, at de møder noget genkendeligt, og at de kan få lov til at interagere med stoffet. Det kræver imidlertid, at man har adgang til interaktive tavler, og at teknologien også fungerer. Men det gør den ikke altid. Det har man i Yes we can taget højde for, idet der med bøgerne og de digitale redskaber også følger plakater i A1-format af myldrebillederne, så hvis klasselokalet ikke er online eller ikke er udstyret med en aktiv tavle, så kan undervisningen foregå analogt.
Yes we can er udkommet til første og andet klassetrin. Grundsystemet til tredje klassetrin er i skrivende stund under udarbejdelse.
