På vej mod det tænkende klasserum i praksis. Håndbog/web, indskoling
- Beskrivelse
- Yderligere info
På vej mod Det tænkende klasserum, 0.-3. kl. er en håndbog, der er bygget op omkring Peter Liljedahls tanker og pædagogik om Det Tænkende klasserum i matematik. Bogen er skrevet på baggrund af erfaringer i en dansk skolekontekst.
Det tænkende klasserum i matematik har det formål at understøtte eleverne i at blive mere engagerede i matematikundervisningen og få dem til at tænke matematisk i længere tid. Det handler om at støtte eleverne til at forstå og forholde sig vurderende til matematikken og dens anvendelse samt kvalificere elevernes matematik i de fællesskaber, som de indgår i.
Ved at læse denne bog kan du få inspiration til, hvordan man kan afprøve forskellige relevante praksisser i matematikundervisningen. Praksisser, der dels kan få eleverne til at engagere sig i matematikken, så de kan opdage dens muligheder, og dels kan få eleverne til at være ansvarsfulde og kreative med matematikken også udenfor matematiktimerne. Dette sker ikke af sig selv.
I bogen opererer man flere steder med faser.
0.-1. klasse: Begyndende erfaringer med forskellige praksisser. Empatisk indføring.
2.-3. klasse: I løbet af denne fase implementeres mange praksisser. I nogle klasser vil man kunne implementere dem alle med undtagelse af praksis 14, da der ikke gives karakterer i DK før i 7. kl.
Bogens indhold
· En indføring i hvordan man kan implementere de fire værktøjssæt med i alt 13 praksisser. Som titlen understreger, er det på vej mod DTK. Man skal strække sig for at nå derhen, men man må også erkende, at man nok ikke når helt derhen. Arbejdet med mange af praksisserne vil være anderledes end på mellemtrinnet og i udskolingen.
· I værktøjssættene er der et særligt fokus på elevernes adfærd og vaner, lærerens undervisningspraksis, elevernes faglige flow og evaluering. Strukturen og ambitionen om, at eleverne kommer og bliver i tænkning, er den samme som i Det tænkende klasserum i praksis, men samtidig er fokus også på stilladsering af vejen henimod DTK.
· Et indblik i, hvordan Det Tænkende Klasserum kan udspille sig i hverdagen.
Til bogen er knyttet et website, som indeholder podcast til de 13 praksisser, uddybende tekster og skemaer og tabeller, som kan understøtte arbejdet med det tænkende klasserum.
De digitale resurser findes på dtk.bog.alinea.dk
Læs mere
Peter Liljedahls forskning viser, at der findes en særlig tilgang og en dertil knyttet taksonomi, der trinvist kan udbygge elevernes engagement i matematik. Taksonomien starter med, at eleverne gør matematik, hvorefter de begrunder matematik, som de har arbejdet med. Herefter forklarer de matematik, og de underviser de andre elever i matematik. Efterhånden som de gennem matematikundervisningen trinvist kommer igennem disse første fire trin af engagementstrappen, bliver eleverne støttet til at kunne genskabe matematik. Dette betyder, at de bliver i stand til at se, hvordan de kan bruge matematikken i nye situationer, eller at de bliver i stand til selv at skabe nye matematiske udfordringer.