F. Fitzgerald

Francis Scott Fitzgerald (1896-1940) er en af det 20. århundredes største amerikanske forfattere – og en af jazztidens myter, dens krønikeskriver og stjerne og på mange måder inkarnationen af 20’ernes gyldne tid og 30’ernes nedtur.

Fitzgerald voksede op i en middelklassefamilie i Midtvesten, kom på det prestigefyldte øststatsuniversitet Princeton og senere ind i hæren, men nåede aldrig med de amerikanske tropper til Europa i det sidste år af 1. Verdenskrig. Han forelskede sig i sydstatsskønheden Zelda, og parret giftede sig, da han slog igennem som forfatter med succesromanen "This Side of Paradise" (1920). De to blev faste figurer i en rastløs og overeksponeret verden af charleston, hjemmebrændt spiritus og hurtige biler.

Krisen ramte familien i 30’erne – parallelt med den økonomiske nedtur efter Wall Street-krakket. En latent skizofreni slog ud hos Zelda, og Scotts alkoholisering blev til en kædereaktion af pinligheder, sygdom, skrivekrampe og gæld, indtil han endte som glemt scriptwriter i Hollywood og døde af et hjerteslag i 1940 – kun lige fyldt 44 år.

Fitzgerald er mest kendt for sine romaner, især hovedværket "Den store Gatsby" (1925) og "Natten er blid" (1934), men novellerne fastholder også meget tydeligt ”den fortabte generations” krydsning af grådig livslyst, kynisme og desperat livslede, og Fitzgerald fik et enormt publikum gennem magasinpressen.